Staldinventar

Der synes at hvile en fuldstændig stagneret tilstand af intethed omkring mig. Hans lille, almindeligvis grønne msn icon, forbliver gråt, off-line og tavst. Telefonen ligger ligeledes tavs, lydløs og ubevægelig hen på bordet til venstre for mig. Ingen sms’er. Det er nu ni dage siden jeg sidst var så privilegeret at mærke blot en lille tilkendegivelse af interesse. Tiden rinder fortsat. Jeg er det smerteligt bevidst. Ligeledes bevidst omkring hvilke elementer i mit liv der tilfører og fylder mig med ny energi, har jeg besluttet at tage endnu en hest i ridning, de sidste 14 dage af min ferie. At lade mine tanker og mit fokus flytte til de elementer, der rent faktisk er en del af mit reelle liv, er formentligt meget sundt for en stund. Ligeledes har min tævekrop kun godt af den yderligere motion og træning. Stalden har altid været mit frirum. Min personlige og private verden, hvor jeg målrettet og fokuseret kan fordybe mig i timevis. Svedig, smurt ind i støv, jord og sand fra marker og ridebanebunde, mudrede staldstøvler og med vejrets utvetydige præg eftertrykkeligt efterladt i mine lange, krøllede blonde lokker. Jeg elsker det. I disse stunder, kan jeg være Helt mig selv…… Men ak….Min verden, mit sind og mine tanker lader sig så let fordærve. Fanden tage Ham…..

I morgentimerne er jeg ganske sikker på at der er fred og ro, og at jeg er alene i stalden. Mit til tider lidt asociale væsen gør, at jeg finder mig ganske fortrinligt til rette, uden alt for megen forstyrrende indblanding og afbrydelse. Om end sæsonen nærmer sig sin afslutning, går alle heste stadig på græs. Stalden er tom, ryddet og klar til årets højtryksrens og kalkning. Lyden af mine støvlers lette hæle mod betongulvet giver genklang i det store tomme rum, som jeg bevæger mig ned ad staldgangen. Alle bokse er lukkede og de mørke bokselementer med galvaniserede tremmer og gitre afgrænser passagen på begge sider med deres kolde, hårde fremtoning. Almindeligvis har jeg mine korte, sorte, tætsiddende læderridehandsker på hænderne, når jeg færdes her. Men ikke i dag og jeg lader mine nøgne fingre strejfe tremmerne en for en, som jeg langsomt bevæger mig forbi dem. Adskillige tanker har vi udvekslet omkring netop….stalden….. Det rå, det beskidte, det hårde….betongulvet…tremmerne og den rå ”ondskab” netop disse omgivelser kunne danne kulissen til…. Jeg ved hvor meget det tænder Ham….og jeg elsker det ….elsker Hans lyst…..hvor ond, rå og beskidt den end måtte være….om end det betød, at jeg kom til at tilbringe natten sovende lænket i halmen på det kolde, rå betongulv. Boksdørens solide lukkemekanisme giver en høj, hård genklang i det store, tomme rum, efterfulgt af den rungende lyd af metalhjulenes bevægelse i skinnen over mit hoved, da jeg ruller den tunge dør til side. Jeg træder indenfor. Langsomt, smygende, roterende, som ønskede jeg at hver eneste cm2 af min krop, måtte have kontakt med staldens afgrænsende, gitterbeklædte inventar. Metallet er koldt og hårdt i mine nøgne hænder, som jeg lader dem lukke om 2 tremmer. Stadig med kroppen smygende, søgende efter yderligere en overset cm2, der endnu måtte være blevet snydt for berøringsfladens rækkevidde, mod det underste af boksfrontens bagside. Mit ansigt søger ligeledes ind mod kulden og hårdheden fra tremmerne…..Mod kindben…pande…læber….og jeg mærker mine instinktive, oralfikserede tendensers næsten desperate, tryglende, tiggen, om (hvis der dog blot ikke havde været helt så voldsomt beskidt) at lade tungen føre ud af min varme mund, for ligeledes at søge kontakt med det kølige metal. I mit eget lille intense nu, lader jeg forestillingerne om hvordan mon lyden af min tungepiercings berøringer med de galvaniserede metalrør, ville lyde….i dette store, tomme, kolde, halvmørke rum. Jeg lader mig selv dvæle ved mine tanker, for til sidst at blive afbrudt af min tilbagevendende indre rationelle stemme….. ”Fjollede, lille pige…..Han er her ikke….Det var en sadel, du skulle ind at hente….”