Forrådt
19. nov 2008 13:24, Ukendt tæveaspirant
Ganske få dage er det blot, siden jeg her på bloggen bekendtgjorde, at aldrig mere ville denne mand føles fremmed for mig. Endnu færre dage er det siden, jeg bitterligt måtte konstatere, at de ord vi vælger at udveksle med hinanden, de sinds- og følelsesmæssige tilstande, der rører sig i vore indrer, og foranlediger os at involvere hinanden i, alle, hver som en, tilsyneladende knytter sig til et nu. Ordene, og de intense tilstande og følelser der ligger bag dem, er flygtige.
Jeg modtog i aftes en hilsen. En kort, kærlig hilsen, der udtrykte hans bekræftende tristhed over situationens tilstand, og en forespørgsel til mit eget velbefindende og til operationen. Jeg var overrasket over hans henvendelse. Det var rart at høre fra ham, og hans forsigtige, distancerede nærvær lindrede den tunge sindstilstand, jeg i disse dage bærer på, lidt. Men det var slet ikke ventet. Lige så uforberedt, jeg lørdag morgen havde været på hans pludselige tiltagende nøgterne, kølige og konstaterende adfærd, lige så stor var min forbløffelse, da den lille pop-up med hans navn figurerede i displayets nederste højre hjørne. Alt hvad der er hændt mig de seneste uger, er bare så god damn uventet, og de følelsesmæssige yderligheder har været ekstreme. Jeg ved, at han må have haft det på samme måde.
Han mangler i min tilværelse. Ingen tvivl om det. Det tomrum den konklusion, han lørdag morgen dragede, efterlod i mig, står gabende åbent og blødende endnu. Jeg ved hvor afvist denne mand må have følt sig, og at hans forsvar og vrede var total. ”Du passer langt bedre til en mand, der vil give dig langt mere sadistiske rammer, end jeg har interesse i.” ”Det interesserer mig ikke,” var ordene. Det tog mig ikke mange øjeblikke at drage den smertefulde konklusion. Hvis dette reelt og indiskutabelt var hans mening, - Så var det sandt. Dominans imellem ham og mig, ville aldrig komme til at føles som en naturlig balance. Der var intet andet for, end at rejse mig, pakke mine ting sammen og finde hjem.
”Jeg følte mig forrådt, og jeg var vred”….var hans ord, da vi i aftes over msn udvekslede vores første ord siden adskillelsen lørdag morgen. Han havde utvivlsomt alle mulige årsager hertil, og jeg har så uendelig svært ved at retfærdiggøre min adfærd, for slet ikke at tale om at redegøre for den. Klaustrofobien og irritationen steg og steg blot i mig, og fortrængte enhver dybfølt trang til at please og adlyde. Jeg var ude af min subtilstand….- Og han lod det ske. Han slap mig bare, da jeg så inderligt bad om at blive ført tilbage.
Det er ikke første gang, jeg oplever eller fornemmer en form for grænseoverskridelse hos dominante i forhold til at skulle understrege en magtbalance overfor mig. Jeg er IKKE en provotøs. Jeg er smuk, sødmefyldt, intelligent og almindeligvis meget klar i tanken og mælet. Mit væsen er oprigtigt, stilfærdigt, inderligt, pleasende, kærligt og behagevilligt. Der findes ikke mange retfærdighedsrelaterede tilflugtssteder ved min fremtræden, hvori en dominant ville kunne lade sin omsorg eller samvittighed hvile, om han ønskede at behandle mig hårdhændet. Ikke andre steder end i sit eget indre. I sin vilje….og i bevidstheden om sin indiskutable ret….Og sin kompromisløse higen efter magt….og i sin tillid til, at jeg oprigtigt og inderligt har brug for at mærke disse sider i ham. Jeg har brug for blindt at kunne stole på, at Hans magt og vilje til hver en tid, ville kunne overrule min, for at kunne hengive mig til overgivelsen. At skulle fake underdanighed, i min stræben efter ikke at lade ham tabe ansigt, i min inderlige sympati for ham, og min menneskelige værdsættelse af ham, er ekstremt grænseoverskridende for mig. Ekstremt.
Vores samtale i aftes, lindrende og varmende som den var, lader dog endnu engang vildrede skylle ind over mig. De voldsomme skift jeg har oplevet i hans adfærd og tilsyneladende holdninger omkring mig, lægger en betydelig dæmper på, hvad jeg måtte forvente af ham.
Jeg tager ord meget bogstaveligt. Og jeg efterlades ganske fortabt, når jeg ikke længere finder overensstemmelse imellem ord og handlinger, eller finder modstridende elementer i de udsagn der gives mig. Det er så svært for mig at gennemskue, hvad der får ham til at udtrykke sit savn, sin fortsatte tiltro til at vi har muligheder sammen, inden for dominans og underkastelse. Det er svært for mig at stole på, at han oprigtigt mener, at han forstår mit behov for den rå, kompromisløse magtdemonstration fra tid til anden, for at kunne leve som det jeg dybest set ønsker og har brug for at være. Er det mon savnet efter min kærlige, opmærksomme, behagevillige tilstedeværelse? Er det mon det intense begær efter min overflade? Er det længslen efter opfyldelsen af det tomrum, der ville lindre erkendelsen af vinteren og den mørke tids komme i hans tilværelse? Eller er det virkeligt det dybe urinstinkt i ham, der stadig kalder, og ønsker mig underkastet….med den til tider rå og kyniske behandling af mig, det måtte indebære?
Han mangler i min tilværelse….og mit savn er næsten ubærligt…. Men, mine subgener rækker langt for dybt i mit væsen til, at de kan tåle at være objekt for afklarende eksperimenteren i disse spørgsmål…… Det virker urimeligt svært for mig at finde klarhed i tingende. Atter føles han så fremmed for mig.
19. nov 2008 13:43
Går forståelse ikke begge veje??
N
19. nov 2008 16:47
"Jeg har brug for blindt at kunne stole på, at Hans magt og vilje til hver en tid, ville kunne overrule min, for at kunne hengive mig til overgivelsen. At skulle fake underdanighed, i min stræben efter ikke at lade ham tabe ansigt, i min inderlige sympati for ham, og min menneskelige værdsættelse af ham, er ekstremt grænseoverskridende for mig."
Så fint kan jeg ikke skrive... Men du har sat mine tanker og følelser på "papir" lige der... For p***** hvor kan jeg forstå dig, i lige præcis det du skriver dér. Men jeg ha rogså erfaret, at for mit vedkommende har jeg valgt en uerfaren Herre. Og ved siden af det, er Han også menneske. Så nogle gange er jeg åbenbart nød til, at "ikke gøre noget", for ikke at Han skal tabe ansigt. Men forhåbentlig, ændre det sig med tiden, som han bliver mere erfaren, og lærer mig bedre at kende.
19. nov 2008 17:12
Kære lillekvinde...
Jeg har netop din egen blog åben i det andet vindue.... Og jeg efterlades helt lamslået af dine ord....og de ligheder vi på hver vores måder, så indædt tumler med...Det er så svær en problematik at håndtere. Netop denne var den menneskelige tiltrækning og de følelser, der følger med, skal forenes med total magtudøvelse og underkastelse. Jeg skal lige gennemlæse dine indlæg endnnu en gang....For jo... Dine tanker er som taget ud af mit eget forvirrede hoved.
19. nov 2008 19:13
Kære nynne,
Jeg er ikke helt sikker på, ud fra det du skriver, i hvilken retning dine tanker peger. Men jeg kan kun bekræfte dig i, at jeg ikke kan finde på et eneste velovervejet argument for, at forståelse ikke burde strømme begge veje.
Mange hilsner, Ukendt tæveaspirant.
19. nov 2008 20:29
Måske det er det hele, der får ham til at søge dig - og det hele er det man kaldet kærligheden for ligesom Han skal fremelske og tillade dit slavindesind, ligeså skal du tillade Ham at være Herre og være menneske. Den største styrke i dig som slavinde er ikke at udholde hans dominans og sadisme, men at udholde hans menneskelighed og svaghed. At turde se din egen angst og møde Ham uden for-dømmelse og uden for-drømmelse.
Han kan kun være Herre i det øjeblik du slipper forestillingen om dig som slavinde og lader Ham definere dig som slavinde. Hvis du ikke kan dette, er det fordi du fastholder din egen angst og søger at styre udfra denne. Friheden ligger i at give slip især i din egen fortolkning. Men -o- siger ikke det er nemt eller at det er rette tid.
-o- håber du kan følge denne tankegang og uanset hvad at du modtager hvad der gives dig af lærdom og kærlighed i situationen.
19. nov 2008 22:12
Jeg kan kun tilslutte mig de ord -o- skriver til dig ovenfor.
varme tanker fra
geisha
20. nov 2008 19:06
Kære -o-….. En inderlig tak for din fuldendte klarhed i formidling af tanke og ord. Din indsigt er åbenbarende…..-Intet mindre, og jeg ved instinktivt, at alt hvad du i linjerne ovenfor skriver er sandt. Jeg lever så uendelig meget i mine egne definitioner og fortolkninger, og har altid gjort det. Blot i denne sammenhæng vil det komme mig til last. Den dag et ejerskab for alvor er en realitet i min verden, og undervejs i processen dertil, kommer jeg til at konfrontere både angst, fordømmende og -drømmende adfærdsmønstre i en grad, der kommer til at udfordre mig på ethvert plan…. Jeg ser det…..og følger din tankegang. Jeg kender en, bag hvis øjne, jeg gerne ville kende tankerne ved læsningen af dine indsigtsfulde linjer. Jeg har mange tanker at gøre mig….
Tak…
Og tak fine dine varme, opbakkende og tilsluttende tanker, geisha.
Mine varmeste tanker og hilsner til jer begge.
21. nov 2008 18:07
"Tag imod hvad Han giver og ikke hvad du forventer"
De klogeste ord jeg kender i denne sammenhæng, dog snart slidte, men altid gyldige (for mig)