En fucking Danielle Steel roman

Endnu har jeg ikke taget nogen endegyldig beslutning om, hvor vidt denne blog kommer til at spille en rolle i synliggørelsen af mine tankestrømme og sindsstemninger for Ham. Tanken om at tilgængeliggøre også denne del af mig selv er meget nærliggende i min bevidsthed, og fylder mig med en bekræftende varme og ro i forhold til min status som ”gulv-ting” i Hans verden. …..” Fra inderste instinkt i mit slavesind til yderste fiber i mine negle”, har jeg tilbudt Ham min væren til rådighed. Med behagevillighed, når, på hvilken måde, og til hvilket som helst formål det måtte passe Ham……Og dog forbliver langt de fleste af mine tanker mine egne, trods det faktum at enhver retmæssig adgang til dem burde ligge i Hans hænder, når som helst Han ønskede det, som en selvfølgelighed.

Og igen rammer tvivlen mig. Koldt, hårdt og altødelæggende, hver gang jeg forsøger at sætte ord på. Jeg tror reelt ikke, at der findes et menneske, der så mange og gentagne gange har spurgt til mine tanker, som Han. Og dog er den tilstand, der oftest hersker imellem os, de lange perioder hvor Hans ligegyldighed omkring mig føles som værende total. Jeg har ingen oprigtig tro på, at mine tanker reelt har Hans interesse. Ganske mange af dem, vil bestemt ikke bidrage til Hans behag. Andre igen vurderer jeg som irrelevante eller overflødige for naturen i vor relation, om end Han formentligt ikke altid vil finde enighed i, at det er min sag at vurdere. Berøringsangst……Der er så meget jeg ikke kan fortælle Ham. Alene blot tanken om, at give Ham dette indblik, at lade Ham læse med her, mærker jeg allerede i dette øjeblik, som værende begrænsende for min almindeligvise ”tankefrihed”, og for hvad og hvor meget jeg oprigtigt har lyst til at synliggøre om mig selv her. Jeg kender vilkårene….. Dette er ikke en ”fucking Danielle Steel roman”.