At møde en fremmed Mand

Adskillige gange siden vort første møde i fredags, er min tanker vandret tilbage. Både alene og sammen med Ham. Tilbage, for endnu engang at forsøge at tilnærme sig et overblik over hvilke elementer i min bevidsthed, og manglende tilstedeværelse af samme, der indvirkede og forårsagede den besynderlige adfærd, jeg denne aften udviste. De foregående dages intensitet i de udvekslede ord og tanker imellem os, havde ikke levnet meget andet end hån og trods til overs for almindelig rationel og fornuftig tankegang. Mine dybeste, inderligste længsler havde ladet sig bemærke og rørte på sig…næret, vakt til live og i Hans selskab, mødt med en genklang af samme styrke som en vinterstorm.

Jeg var kørt hjemmefra i god tid. Både tids nok til at rumme myldretidens forsinkelser, tids nok til at finde en parkeringsplads, tids nok til eventuelt at besvime og tids nok til at nå at tabe og smadre min mobiltelefon mod vejbanens hårde, asfalterede overflade. Hvilket jeg inderligt forbandede, som jeg bevægede mig mod banegården i skæret fra gadebelysningen og den sidste myldretrafiks blændende lyskegler. Han havde taget turen helt fra København til det Århusianske. Og et øjeblik lykkedes det reelt min foruroligede ængstelse omkring min manglende telefoniske rækkevidde, at overskygge min intense og anspændte nervøsitet omkring det forestående møde.

Adskillige breve havde vi udvekslet inden dette møde. Adskillige timer havde jeg befundet mig i soveværelsets mørke, krybende sammen under min dyne, med Hans stemme flydende gennem telefonen til mine ører og bevidsthed. Mit savn og min genkendelse skreg, inderligt og tavst på den forløsning og bekræftelse, som kun et møde med Ham ville kunne bringe mig.

”Der vil komme en omstillingsproces, fra det forestillede forventningsbillede til den person den reelle virkelighed vil byde os”. Jeg havde udmærket forstået hans guidende, indsigtsfulde og værnende ord. - Mente jeg.

Perronen var et virvar af mennesker på vej til og fra deres pladser i det lange IC3 tog, der kun gjorde holdt i ganske få minutter inden det atter ville genoptage sin færd og sætte i bevægelse af sporene ud fra banegården. Jeg blev stående ved rulletrappen, intenst spejdende efter min fremmede soulmate. Han så mig, før jeg så Ham, og et par smilende, varme øjne mødte mine, da Han trådte frem mellem den udtyndende menneskemængde. Jeg genkendte Hans ansigt. Hvor var Han dog høj. Jeg kendte udmærket til de kolde, hårde fysiske data, og trods jeg vidste, at denne Mand ville være betydeligt højere end jeg, måtte jeg alligevel overraskes, da vi endelig stod ansigt til ansigt og gav hinanden et høfligt, varmt og lidt forlegent kram. ”Hvor er det inderligt dejligt at se dig”, og jeg begyndte straks at fortælle Ham om mine bekymringer, for om vi mon ville have fundet hinanden og om den ødelagte mobiltelefon. ”Hvordan har din tur herover været? Var den lang?....og Du må være sulten?”….trods min intense nervøsitet, lykkedes det mig nogenlunde at flygte fra min forlegenhed. De indledningsvise dialoger var et bekvemt skjulested, og jeg kunne gemme mig for konfrontationen med denne fremmede Mand. For Han var en fremmed Mand. Langt mere fremmed i sin fysiske fremtræden her ved min side, end jeg nogensinde havde haft realistisk sans til at forestille mig Ham. Jeg genkendte Hans muskuløse, slanke skikkelse. Jeg genkendte den tunge, rå biker-læderjakke fra et af de mange billeder, jeg forinden havde set af ham, der klædte Ham ustyrligt. Jeg genkendte Hans stemme. Åh hvor jeg genkendte den. Men….Hans bevægelser var fremmede, Hans fysiske nærvær, Hans kropssprog, Hans smil og Hans mimik… Og Hans størrelse og fysiske fremtræden var fremmed.

Vi fulgtes ad igennem det stadigt åbne butikscenter og de mørke gader til min bil. Fortsat flød den indledende dialog, og jeg formåede at køre os nogenlunde sikkert ud af byen, omkring en dagligvarebutik, hvor vi gjorde lidt indkøb til aftenens måltid, for til sidst at parkere hjemme på gården, hvor vi trådte ud af bilen i mørket.

Jeg har boet alene ganske længe efterhånden, og er nok det som mange mennesker ville betegne som en vaskeægte enspænder. Stilfærdig, reserveret og meget privat omkring min person. Kontrasten i mit indre omkring at invitere en fremmed Mand ind i mit hjem…i min verden…min private hule, mit gemmested….og helt personlige sfære konfliktede med den dybe instinktive naturlighed, jeg følte omkring denne Mands tilstedeværelse i mit hjem. Yderlighederne var enorme. Intimideret og velsignet på en og samme tid.

Desværre håndterer jeg ikke altid intimiderende tilstande lige vel. Mine barrierer og utilnærmeligheder vokser, og de kan blive tårnhøje, destruktive og virke meget afvisende på de mennesker, der måtte ønske sig at komme ind på livet af mig. Dette var lige præcis hvad der skete med mig denne aften. Denne aften af alle, som jeg havde set frem til med intens længsel og glæde, og jeg lod det gå ud over, denne enestående Mand, som jeg allermindst af alle ønskede at lade mærke med denne side af mit væsen.

Vi lavede mad. Det vil sige, Han bevarede køkkenoverblikket, mens jeg havde rigeligt i at bevare min for længst tabte ”naturlige adfærd” samt at fremtrylle aftenens ubetingede mest omhyggeligt skiveskårne tomater. Og jeg følte mig ung, lille og hjælpeløs i køkkenet, udmærket bevidst om mine alvorlige mangler, når det kommer til madlavning.

Det uundgåelige punkt blev nået. Naturligheden i fortsatte, neutrale indledende dialoger begyndte at ebbe ud. Alle tomater var skåret omhyggeligt i skiver. Vi havde blot maden og hinandens selskab og tilstedeværelse at fokusere på tilbage.

Adskillige gange måtte jeg tilstå Ham min ubekvemme forlegenhed. Han var SÅ fremmed. Følelsen af den tabte intense intimitet var næsten ubærlig for mig. Han var rolig, modig, oprigtig, tålmodig og tapper som en løve. ”Ræk mig din hånd.”….Jeg tøvede, og måtte have set inderligt skeptisk ud, da jeg endeligt og forsigtigt lagde min hånd i Hans. I efterspørgslen på min manglende genkendelse forklarede Han…. ”Jeg forsøger blot at connecte fysisk med dig.”…Nogle øjeblikke gik…. ”Ønsker du at slippe?”….. Jeg nikkede….og trak, oprigtigt lettet over at presset blev taget af mig og inderligt ulykkelig over distancen imellem os, hånden til mig igen.

En kammerat jeg havde brugte engang ordet ”sky” i sin beskrivelse af mit væsen. Og jeg erkender, at denne aften ville brugen af dette ord, bestemt ikke have været uberettiget. Jeg var kejtet. Mit kropssprog stift og præget af min, i dette nu, manglende evne til at relatere de mange breve og telefonsamtaler, til denne fremmede Mand, der nu befandt sig i mit hjem.

Vi rykkede ind i stuen. Hans kropssprog var inderligt roligt, afslappet og tilbagelænet, mens mit eget blev mere og mere præget af det modsatte. ”Du er så meget inde i dit hoved…. Fortæl mig hvad der sker med dig?”….. Hans tålmodighed rakte langt. Og jeg kæmpede….. Distanceret og fremmed…..ulykkelig over denne pludselige og uventede distance imellem os, trods det faktum, at vi reelt aldrig havde befundet os tættere på hinanden. Mit inderste, instinktive ønske var at søge tæt, tæt ind til Ham…..Blot at være der….. med min krop mod Hans, hvilende mod Hans muskuløse brystkasse. Men som Han så rigtigt, udmærket var klar over…. Jeg befandt mig i mit hoved. Ikke i mine instinkter. Aftenen skred frem….

Han rejste sig. ”Jeg har noget med til dig”. Jeg havde inden vort møde haft lejlighed til at læse det første kapitel af Hans seneste roman, og nydt det så inderligt. Et eksemplar af denne havde Han taget med til mig. Han bad om en kuglepen og signerede den til mig. Ordene han efterlod, kunne for den tilfældige læser rumme hvad som helst. Men jeg vidste udmærket godt hvad disse ord, i deres henvendelse rettet til mig, rummede.

Min taknemmelighed og ydmyghed over Hans gave gjorde det svært for mig at være i mig selv. Jeg genkendte Ham…..og holdt forsigtigt, varsomt og næsten kærtegnende bogen i mine hænder, som det inderligt værdsatte og dyrebare eje, denne gave var for mig.

”Det er ved at blive sent. Jeg sover blot herinde på sofaen”. Jeg var på vej ud af mit hoved. Ud af min skal. Jeg ønskede ikke, at Han skulle ligge alene på sofaen i min stue denne nat. Jeg standsede op oven for trappen, efter et par minutters tankefuld tandbørstning, endelig afklaret omkring at bryde min nærhedsbarriere. I dyb forlegenhed over den distancerende og afvisende adfærd den forgangne aften havde budt på fra min side spurgte jeg Ham…. ”Vil Du ikke nok sove hos mig, i min seng i nat?”  Hans smil var imødekommende og overbærende. Og Han lod mig krybe ind til sig, søgende varme og nærhed hos Ham i mørket. En nat hvor jeg intenst nød Hans tilstedeværelse –også den fysiske, fulgte…. I bund og grund, var det jo sådan jeg kendte, huskede og relaterede til Ham bedst….. Hans stemme flydende i mine ører, der under dynen i mit soveværelses trygge mørke, med fantasien om hvordan Hans reelle tilstedeværelse ville fornemmes fyldende i mine tanker.

”Jeg vågner, åbner mine øjne, og ser kaskader af lyst hår om dit hoved, mens du ligger her ved min side”. Han smiler til mig, og jeg kryber blot endnu tættere ind til Ham. Næsten ude af stand til at rumme min nyfundne gen-genkendelse…..Min lykke er intens. ”Du kyssede mig på ryggen”, fortsætter Han. Og jeg husker, at jeg i løbet af natten, kun halvt ved vågen bevidsthed, lod min arm finde rundt om Hans muskuløse overkrop, intenst smygende min krop tæt op ad Hans, mens mine læber kærtegnende og ømt strejfede bagsiden af Hans skulderblad.