Her lukkes og slukkes.

Tirsdag aften talte han og jeg atter i telefon. Endnu engang tog hans tilgang til mig en drejning, og han havde et stærkt behov for at få nogle definitioner på bordet. Om end det budskab han bragte mig, bestemt ikke blev modtaget med synderlig følelsesmæssig begejstring eller optimisme, så respekterer jeg hans ønske om afklarede linjer.

Blot omhandlede disse afklarende linjer hans syn på, hvad der reelt herskede af muligheder for det samvær en evt. fortsat fremtidig relation imellem os ville rumme, for hans vedkommende. Reelt er intet ændret. Man bliver hverken hinandens kærester, slavinder eller andet der involverer dybere følelsesmæssig forbindelse henover et par weekenders samvær. Og alt hvad vi var, i hinandens udgangspunkter var hverken mere eller mindre end det, han ønsker at vi fremover fortsat skal være. Ikke i den teoretiske sammenhæng.

Det der blot ændrer alt, hvis han og jeg fortsat skal kunne nyde hinandens selskab, er tilsyneladende det perspektiv han lægger i det. Han og jeg er ikke længere hinandens endelige destinationer. Han ser mig ikke længere som sin drømmekvinde, sin slavinde, sin lykke, kæreste…..eller de øvrige varme ord, han i de forgangne uger har ladet knytte til brugen af mit navn. Han vil fortsætte sin søgen efter det der passer ham bedre og det er hans udtrykte ønske, at jeg gør det samme.

Mørket er ved at sænke sig denne søndag aften, og en uge der i særdeleshed har været fyldt til bristepunktet med crap nærmer sig endeligt sin afslutning. Det er heldigvis ikke ofte at min livsbane byder mig så store mængder ulykkelighed på en gang. De sidste 14 dage har indeholdt så latterligt ulidelige mængder af slagsen, og de store følelsesmæssige udsving der har præget min sindsstemning har været tunge at bære. Ham der i nogle uger optrådte i min tilværelse som min formodede soulmate’s skiftende tilgange til mig, tærrer meget på min energi, og jeg mærker en trang til at lade kommunikationen imellem os løbe ud i sandet. Umiddelbart lod han mine forhåbninger atter søge næring, da han ved sin genoptagede kontakt lod mig stole på, at alle vore fatale forsvarsmekanismer, der trådte i kraft og ødelagde alt imellem os den forgangne lørdag morgen i København, blot var en stor tåbelig misforståelse. Vi ville klare skærende, finde ind til hinanden igen. Han og jeg. Jeg var tapper. Jeg stolede på ham, og lagde atter mine forsvarsmekaniske adfærd fra mig, og genoptog min opmærksomt, bekræftende og kærligt opsøgende tilgang til ham. Et strejf af strømmen der før havde hersket imellem os berørte mig flygtigt.

Brat blev mine forsigtige, søgende tilnærmelser afbrudt, og tæppet under mine ben blev revet væk, af de følelsesmæssige reaktioner hans lille misforståede ”datingstunt” skabte i mig. Min ulykkelighed og sorgfølelse var total.

Lige så var de fysiske smerter i min kæbe, der til min store overraskelse var usandsynligt længe om at løje af denne gang. Jeg har i årenes løb været igennem en del kæbekirurgi, og synes almindeligvist ikke at jeg plejer at være så pjevset under helingsprocesserne. Hverken værre eller bedre gik det, end at jeg fredag måtte konstatere at noget var galt. Jeg mærkede de løse suturer i min undermund, den grimme smag og det deforme kød, der var skredet til side og lod det nyopbyggede knogleområde ligge åbent og blottet frem i min mund. Hverken skadestuer eller vagttandlæger kunne være mig særligt behjælpelige i denne sammenhæng, og jeg måtte med påtaget rolig kynisme tage til takke med den ekstra udskrevne pincelin, jeg fik lokket ud af vagtlægen, og jeg måtte utålmodigt lade en smertefuld weekend passere, inden jeg mandag formiddag kunne tilses af de rette specialister.

Han og jeg havde under vor forsigtigt genoptagede kommunikation nogenlunde planlagt, at jeg den kommende weekend skulle have taget turen over til ham endnu engang, så vi atter kunne se hinanden i øjnene, og ved gensidig nærhed forsøge at rette op på de alvorlige skader båndet imellem os havde lidt. Mandag formiddag tikkede der dog en sms ind på min telefon: ”Fuck, det havde jeg glemt. Har en middag på programmet lørdag, Hvad om jeg kommer over til dig i aften, og bliver nogle dage?” En anelse bekymret over at skulle lade ham se mig i min sølle tilstand, var han inderligt velkommen, og den foruroligende udsigt til kirurgens dom over de sprungne tråde i min mund, syntes pludselig at være blevet skubbet i baggrunden for min glæde over det forestående gensyn med ham.

Dommen hos tandlægen og kirurgen var hård. Det var ikke blot et par enkelte sting der var sprunget op, men hele striben at tråde der dækkede det rekonstruerede knogleområde. ”Jeg er bange for, at denne operation bliver en ommer”. Tandlægen lod sin hånd hvile på min skulder, mens hun så alvorligt på mig. ”Foreløbigt er vi nødt til at få dig syet sammen igen”.

Jeg har ikke længere et almindeligt forhold til at befinde mig i en tandlægestol eller et operationsbord. Min mund er en stor traumezone….og denne gang var der ingen hjælp at hente i de sjove, blå piller.

Bedøvelsesnålen i sig selv er en ren tortur for mig, og smerten gør mig hyperventilerende, skrækslagen og stinkende rasende. Men ikke nok med at hun ulejligede sig med at bedøve mig, så var bedøvelsen af så begrænset mængde, at den for længst var aftaget og løjet af, inden hun var hverken var helt eller halvt færdig med at lægge de nødvendige nye suturer på mig. Sårfladerne var stærkt irriterede og en helingsproces langt tilbagetrukket fra det knogleområde kødet skulle dække var allerede påbegyndt. Hvert eneste sting der blev lagt, og det tilstrækkelige træk der var nødvendigt i trådene for at få lukket såret blev mærket. Fuck jer tandlæger! Jeg gider ikke længere jeres god damn pis! Lad min mund være i fred!.....Jeg var rasende, og græd længe efter jeg var taget derfra.

Min mund var et smertehelvede resten af dagen. Men han ville komme i aften….troede jeg. Der blev handlet ind, købt alt muligt mad jeg ikke selv havde mulighed for at spise, fiskeolietabletter i håbet om lindring til hans vinterpessimistiske sindsstemning. Mit hjem blev gjort rent og behageligt, så han måtte føle sig godt tilpas….Og dog fik jeg mine bange anelser bekræftet sidst på eftermiddagen. Han kom ikke.

For de fleste normalt fungerende kvinder, ville det, at blive revet ud af søvnen midt om natten, fordi en eller anden blot ville tale med en, være dybt irriterende, provokerende, invaderende eller måske endda grænseoverskridende. Min oplevelse er en anden.

Jeg finder ind til Ham, når jeg mærker denne overrumplende adfærd. Mine små subgener nyder instinktivt denne indiskutable tilsidesættelse af min egen sovende tilstand, og den proces man pr. definition befinder sig i, i overgangen fra søvn til vågen bevidsthed, hvor hjernen og tanken endnu ikke er klar. Foruden det givende ved kommunikationen, som vi begge så inderligt havde brug for, var bekræftelsen ved ”Jeg skal tale med dig, NU! …..og jeg er ligeglad med om du sover-adfærd” tårefremkaldende dejlig for mig. Jeg finder tilbage til trygheden i forvisningen om, at Han ikke slipper, når Han beslutsomt agerer….-særligt på denne måde.

Klokken var kvart i midnat da telefonens melodiøse kimen gennembrød min søvn. Nattehimlen udenfor mit soveværelsesvindue var mørk, frostklar og stjernerne funklede side om side derude. Dog skinnede et stjernebillede tydeligere igennem og gennembrød skæret fra de andre. Jeg smiler lidt når jeg tænker tilbage. Min fremmede soulmate har en ting med stjerner. Det var Ham, der bestilte dem. De kaskader af stjerneskud himlen, på hvor længselsfuldt ventede gensynsdag i sidste uge, lod regne ned over landet. Om Han kunne kunne have set Orions spændte bue fremtræde på nattehimlen i denne klarhed og størrelse, der fik stjernebilledet til at fylde næsten hele vinduesrammen, og fik det til at synes at være ualmindelig tæt på, og tilstandene var forblevet som de var imellem os, inden hvirvelstrømmene af alle vor dumme, forurettede, sårbarheder og forsvarsmekanismer greb os, da ville Han have sagt: ”Jeg har lavet en deal med ham, Orion, uden for dit soveværelsesvindue, om at han våger over din seng om natten, og i øvrigt sørger for at du overholder dine sengetider, i mit fravær.”

Jeg savner Ham så inderligt, Hans varme væsen, Hans fjollerier og drillerier, som jeg altid er en anelse for længe, til at undgå at føle mig lidt ung og nem, om at gennemskue. Hans lettere arrogante, varme måde at sige ”Lille lort!” på, når jeg med min beskedne højde og en let udfordrende mine, stiller mig i vejen for Ham, og stjæler af Hans kærlige opmærksomhed. Jeg savner Hans analyserende måde at tænke på og dele sine tanker med mig på. Jeg savner at vågne ved Hans side, som det ubetingede A-menneske jeg er, længe før Ham. At smyge mig ind til Hans varme muskulatur, og blot være hos Ham mens Han sover.

Vi talte sammen næsten halvanden time i nat. Vores situation er og har været aldeles grotesk, og jeg indser det med tydeligere klarhed for hver en stund der går, tænkende tilbage på forløbet. Jeg har ladet mig i den grad begrænse af mine egne forestillingsbilleder i et omfang, der langt har oversteget min sædvanlige evne for indlevelse i de menneskers tilstande, jeg omgiver mig i. Resultatet var en lille egocentreret primadonna. Og slet ikke en inderlig og hengiven slave. Min sorg over hans tilsyneladende søgende adfærd omkring andre og mere velegnede slaveemner, og det udtryk jeg lod den have, endte alligevel med at bringe noget godt med sig. Turbulensen har lagt sig. Misforståelser, forsvarsmekanismer og angst har vi brug for at lære at kunne administrere på en mere konstruktiv måde. Jeg er ikke længere destruktiv i min tankegang, men lader den fylde af de strømme, der stadig hersker imellem Ham og mig.

Jeg mærker nogle øjeblikkes intens hjertearytmi, og mit åndedræt har svært ved at forsyne mig med tilstrækkelig ilt. Mit bryst og mave snørres sammen til en mørk, hårdt sammenpresset klump vis hensynsløse størrelse forøges i takt med at min hjerne erkender, det mine øjne ser, da jeg opsøgte min ensidige, illusionære og tomme nærhed og connection til ham, via hans profil. Han har tilmeldt sig et datingarrangement….ikke en af de sædvanlige Bdsm-relaterede selskabeligheder. Nej…. Et dating arrangement.

Mine tanker og hensigter med denne aftens indlæg var af så inderligt anden karakter, og endnu engang må mine følelser bevæge sig fra en intens yderlighed til en ganske anden.

I aftes da jeg gik til ro, kyssede jeg hans ryg. Lige som jeg endte med at gøre sidst jeg ikke kunne genkende ham, og hans fremtræden virkede så uendeligt fremmed på mig……- Og jeg lod ham vide det….. Blot i min inderlige og oprigtige bekræftelse af og erindring omkring, om han måtte have læst gårsdagens blogindlæg, at vi før har overvundet denne barriere.

I dag må jeg smertefuldt sande, at hvad end han måtte have udtrykt i den begrænsede kommunikation der måtte have fundet sted imellem ham og jeg, siden den skæbnesvangre lørdag morgen, så er det ordene han efterlod mig denne morgen, hvor stærkt jeg end måtte have betvivlet deres sandhed, der vejer tungest i hans sind.

Ganske få dage er det blot, siden jeg her på bloggen bekendtgjorde, at aldrig mere ville denne mand føles fremmed for mig. Endnu færre dage er det siden, jeg bitterligt måtte konstatere, at de ord vi vælger at udveksle med hinanden, de sinds- og følelsesmæssige tilstande, der rører sig i vore indrer, og foranlediger os at involvere hinanden i, alle, hver som en, tilsyneladende knytter sig til et nu. Ordene, og de intense tilstande og følelser der ligger bag dem, er flygtige.

Jeg modtog i aftes en hilsen. En kort, kærlig hilsen, der udtrykte hans bekræftende tristhed over situationens tilstand, og en forespørgsel til mit eget velbefindende og til operationen. Jeg var overrasket over hans henvendelse. Det var rart at høre fra ham, og hans forsigtige, distancerede nærvær lindrede den tunge sindstilstand, jeg i disse dage bærer på, lidt. Men det var slet ikke ventet. Lige så uforberedt, jeg lørdag morgen havde været på hans pludselige tiltagende nøgterne, kølige og konstaterende adfærd, lige så stor var min forbløffelse, da den lille pop-up med hans navn figurerede i displayets nederste højre hjørne. Alt hvad der er hændt mig de seneste uger, er bare så god damn uventet, og de følelsesmæssige yderligheder har været ekstreme. Jeg ved, at han må have haft det på samme måde.

Han mangler i min tilværelse. Ingen tvivl om det. Det tomrum den konklusion, han lørdag morgen dragede, efterlod i mig, står gabende åbent og blødende endnu. Jeg ved hvor afvist denne mand må have følt sig, og at hans forsvar og vrede var total. ”Du passer langt bedre til en mand, der vil give dig langt mere sadistiske rammer, end jeg har interesse i.” ”Det interesserer mig ikke,” var ordene. Det tog mig ikke mange øjeblikke at drage den smertefulde konklusion. Hvis dette reelt og indiskutabelt var hans mening, - Så var det sandt. Dominans imellem ham og mig, ville aldrig komme til at føles som en naturlig balance. Der var intet andet for, end at rejse mig, pakke mine ting sammen og finde hjem.

”Jeg følte mig forrådt, og jeg var vred”….var hans ord, da vi i aftes over msn udvekslede vores første ord siden adskillelsen lørdag morgen. Han havde utvivlsomt alle mulige årsager hertil, og jeg har så uendelig svært ved at retfærdiggøre min adfærd, for slet ikke at tale om at redegøre for den. Klaustrofobien og irritationen steg og steg blot i mig, og fortrængte enhver dybfølt trang til at please og adlyde. Jeg var ude af min subtilstand….- Og han lod det ske. Han slap mig bare, da jeg så inderligt bad om at blive ført tilbage.

Det er ikke første gang, jeg oplever eller fornemmer en form for grænseoverskridelse hos dominante i forhold til at skulle understrege en magtbalance overfor mig. Jeg er IKKE en provotøs. Jeg er smuk, sødmefyldt, intelligent og almindeligvis meget klar i tanken og mælet. Mit væsen er oprigtigt, stilfærdigt, inderligt, pleasende, kærligt og behagevilligt. Der findes ikke mange retfærdighedsrelaterede tilflugtssteder ved min fremtræden, hvori en dominant ville kunne lade sin omsorg eller samvittighed hvile, om han ønskede at behandle mig hårdhændet. Ikke andre steder end i sit eget indre. I sin vilje….og i bevidstheden om sin indiskutable ret….Og sin kompromisløse higen efter magt….og i sin tillid til, at jeg oprigtigt og inderligt har brug for at mærke disse sider i ham. Jeg har brug for blindt at kunne stole på, at Hans magt og vilje til hver en tid, ville kunne overrule min, for at kunne hengive mig til overgivelsen. At skulle fake underdanighed, i min stræben efter ikke at lade ham tabe ansigt, i min inderlige sympati for ham, og min menneskelige værdsættelse af ham, er ekstremt grænseoverskridende for mig. Ekstremt.

Vores samtale i aftes, lindrende og varmende som den var, lader dog endnu engang vildrede skylle ind over mig. De voldsomme skift jeg har oplevet i hans adfærd og tilsyneladende holdninger omkring mig, lægger en betydelig dæmper på, hvad jeg måtte forvente af ham.

Jeg tager ord meget bogstaveligt. Og jeg efterlades ganske fortabt, når jeg ikke længere finder overensstemmelse imellem ord og handlinger, eller finder modstridende elementer i de udsagn der gives mig. Det er så svært for mig at gennemskue, hvad der får ham til at udtrykke sit savn, sin fortsatte tiltro til at vi har muligheder sammen, inden for dominans og underkastelse. Det er svært for mig at stole på, at han oprigtigt mener, at han forstår mit behov for den rå, kompromisløse magtdemonstration fra tid til anden, for at kunne leve som det jeg dybest set ønsker og har brug for at være. Er det mon savnet efter min kærlige, opmærksomme, behagevillige tilstedeværelse? Er det mon det intense begær efter min overflade? Er det længslen efter opfyldelsen af det tomrum, der ville lindre erkendelsen af vinteren og den mørke tids komme i hans tilværelse? Eller er det virkeligt det dybe urinstinkt i ham, der stadig kalder, og ønsker mig underkastet….med den til tider rå og kyniske behandling af mig, det måtte indebære?

Han mangler i min tilværelse….og mit savn er næsten ubærligt…. Men, mine subgener rækker langt for dybt i mit væsen til, at de kan tåle at være objekt for afklarende eksperimenteren i disse spørgsmål…… Det virker urimeligt svært for mig at finde klarhed i tingende. Atter føles han så fremmed for mig.

Virkningen af den lille blå ”lig stille når du bliver opereret”-pille, jeg forinden morgenens projekt knogletransplantation i min kæbe indtog, er så småt begyndt at aftage, og jeg dingler ikke længere ind i dørkarmen, hver gang jeg rejser mig og bevæger mig mod køkkenet, for endnu engang at fylde yderligere nedkølende væske i mit glas. Ligeledes er bedøvelsen og den dosis af smertestillende præparater, hvis virkning der skulle strække sig helt til i aften også, -Desværre.

Operationen var hård. Præcis som jeg vidste den ville være. Og endnu engang, mens jeg lå under det grønne klæde, der kun tillod området omkring min mund og næse at være synligt, funderede jeg i min triazolam-brandert….. Foruden kirurg, tandlæge og assistenter, burde der til den slags operationer uden narkose hyres en god, god damn dygtig Dominant. Sådan en af den slags, der blot og alene ved sin stemmes brug, til det yderste formåede at overbevise ens sind om, at trods bevidstheden om de næste timers intense ubehag, så ville tingene unægtelig og utvivlsomt fremskride med langt mindre af slagsen, om man slappede af, om man lå helt stille, når der ytredes ønske herom. At svimmelheden ville reduceres om man koncentrerede sig om en rolig vejrtrækning. Og at det i øvrigt var pine død nødvendigt, at holde kæft, de næste timer, indtil der atter var en pause med tilladelse og ro til at forsøge at tale…. Det ville utvivlsomt have virket lige så vel for mig, formentligt langt bedre, end den lille blå ”lig stille-pille”.

Tankerne var nytteløse. Og jeg vidste det udmærket. I stedet rejste jeg til en fjern hemmelig regnskov. I denne skov, grønnere og mere levende og frodig end noget andet mine øjne nogensinde havde set, fandtes et vandfald. Det klare vands utrættelige strøm ud over den hvælvede klippe lod tusindvis af regnbuer forme sig, i de uendelige mængder af luftbårne dråbeformede vandkrystaller. Jeg mærkede dem lande kærtegnende på min hud. Jeg hvilede ved foden af dette vandfald på det tætte grønne underlag, og mens mine hænder og fingre søgende fandt deres vej mellem frodige planter, vis navne jeg end aldrig havde hørt om….hvis udformningers lige jeg aldrig tidligere havde oplevet, mærkede jeg energien strømme igennem mig.

Skyerne driver hastigt forbi uden for mine vinduer. Ind imellem rusker blæsten voldsomt i de spredte træers nøgne grene, og der er ikke mange timers dagslys tilbage. Jeg har så uendeligt svært ved at gennemskue, hvad det er der er hændt mig de seneste uger af mit liv, og hvad det er for en tilstand, begivenhederne har efterladt mig i.

Tænker jeg tilbage har min forpulede, god damn, stærkt submissive gener never ever forårsaget mig en skid andet end savn, længsel, sorg, ensomhed og smerte. Dyb og indiskutabelt mærkbar smerte. Smerten har gennem mine forskellige menneskelige udviklingsstadier båret forskellige former. Som yngre og som barn tog den sit udgangspunkt i skam. En dyb, dyb hemmelighed jeg bar i mig, som jeg aldrig nogensinde ville laden nogen dreng eller Mand se…..-At jeg inderligt ønskede Ham stærkere end mig, og forrådte enhver moderne kvindefrigørende og rødstrømperelateret tankegang mine jævnaldrende veninder syntes så stor en glæde ved at lufte. Skam forvandlede sig til fortrængning, da jeg endelig i den absolutte slutning af mine teenageår fandt følelsesmæssig modenhed nok til, at begynde at åbne mig for det modsatte køn. Fortrængning fungerede i en periode…..men savnet og længslen kunne ikke lade sig begrænse eller lægge låg på. Smerten i mit indre voksede….min almindelige seksuelle drift ophørte med at eksistere….gik i dvale…og var stort set ikke eksisterende de sidste knap 3 år af mit seneste parforhold. Selv min feminine cyklus gik i stå. Der var nætter hvor jeg græd af længsel……Og dagen kom, hvor jeg måtte erkende, at jeg hellere ville leve alene, end at fortsætte med at forsøge at leve halvt, uden friheden til at være hende jeg dybt i mit indre havde brug for at være.

I dag er det lidt over to år siden. Jeg har siden da nydt min frihed noget så usigeligt. Jeg har udviklet mig. Min selvindsigt, min styrke og min kompromisløse afklarethed vokser ustoppeligt og forøges dag for dag. Det forbandede er blot, -det samme gør smerten….og jeg mærker den, hver dag.

Jeg er stadig en ganske almindelig, simpel fri kvinde. Jeg har endnu ikke mødt min overMand og min overmagt. Det seneste år har jeg ladet min søgen efter yderligere berigende indsigt om det forunderlige mine instinkter tager sit udgangspunkt i, være stærkt begrænset. Smerten ved at læse, fordybe mig og søge tilflugt i alt det, der så inderligt er objekt for min længsel, synes alt for ofte langt at overskride min tolerancegrad for hvad jeg vil acceptere som tåleligt i min helt almindelige velfungerende hverdag. Smerten ved at fordybe mig i alt det, der tilsyneladende ikke synes at være mig forundt at finde, er benhård…. Hvad enten, der er tale om læsning af diverse artikler og tekster, fordybelse på diverse internetforums, eller plejen af de kære og inderligt værdsatte kontakter og netværk jeg måtte have med indsigt i og forståelse for denne livsførelse, ….så er det bare så god damn smertefuldt.

Netop denne smerte mærker jeg tifold i disse dage. Selvfølgelig lider jeg et stort personligt tab, i forlængelse af den menneskelige nærhed og connection, jeg nåede at lade udvikle og indånde, forinden den bratte opvågnen til virkeligheden. Men den smerte der er sværest at leve med, er alle de stærkt forsømte drifter og længsler dybt i mit indre, denne mand lod mig hente frem til dagens lys. Alle disse længsler der de seneste uger har været blottede, synligtgjorte og intenst berørt af de mange timers selvransagen, fordybelse i læsestoffer omkring TPE og slaveri, der ligger åbne og blottede tilbage som et dybt blødende kødsår, aner jeg ikke hvad jeg skal stille op med, - damn it! Der er taget hul på noget i mig, som jeg bevidst, af hensyn til min egen smertefulde længsel, havde valgt at lade vente med, til jeg ikke længere var på egen hånd. Vente til jeg havde et sted at bringe min længsel hen, så den ikke var så tung for mig at bære selv.

Jeg sidder atter hjemme hos mig selv. Alene og et døgn tidligere end planlagt. Togturen var ualmindelig lang, og adskillige gange måtte toget standse på sporene mellem stationerne, afventende de signaler der gjorde, at vi atter kunne sætte os i bevægelse mod næste perron. Mine øjne må have været blanke, og med et tomt udtryk betragtet de åbne vidder over Storebælt som toget trillede ud af tunnelen. Netop havde jeg slettet den sidste af de mange omhyggeligt gemte beskeder, min telefon de seneste uger havde rummet i sin indbakke. Jeg havde nydt og skattet hvert eneste af de skrevne ord, som mine dyrebareste perler. Det frygtelige ved ord er blot…..de knytter sig alle til et nu…..Og således var det også med disse. De intense, længselsfulde ord som var strømmet imellem os som en utrættelig og ustoppelig elv de sidste uger og dage……var denne morgen blevet fortrængt, forvandlet, reduceret…. Jeg ved ikke hvor de forsvandt hen. Tilbage var blot Hans voksne, rolige og erkendende blik, henover bordet, hvor vi netop havde spist morgenmad og talt om nattens begivenheder,… ”Jamen, så er det vel dét”.

Han havde sovet længe denne morgen, og jeg havde forinden Hans bad ryddet op i lejligheden, lavet Hans kaffe og sat morgenmaden frem på bordet til os begge. Denne nat og aftenen forinden havde været lidt anderledes end dem vi tidligere havde tilbragt i hinandens selskab. Jeg havde ved et par enkelte tidligere lejligheder stiftet bekendtskab med fænomenet ”terrorkys”, og har overbærende og underholdt af Hans tossede fjollerier, måttet affinde mig med dem, når vi skiltes på trappen, eller ramlede ind i hinanden i en døråbning. Men denne aften mødte jeg dem under vort samvær i Hans seng. Mødet mellem mine subgener og disse terrorkys blev skæbnesvangert. Jeg genkendte intet ved hans feterende og tilbedende behandling, som mit tævesind kunne reagere på og søge tilflugt i. For hvert et kys der ramte mit ansigt og krop, reduceredes min subtilstand, for til sidst at udviskes, forsvinde og blive jaget bort af min stigende utålmodighed, irritation….og min krops og mit sinds uforløste tryglen efter overmagt. Tilstanden og situationen var grænseoverskridende. Jeg vendte mig bort, vred mig fri af Hans kys, ude af stand til at modtage et eneste mere af slagsen. ”Jeg vil 10 gange hellere modtage en klokkeren syngende lussing….” svarede jeg ham da Han med et løftet øjenbryn bad mig redegøre for problemet. Jeg vendte mit ansigt bort i forlegenhed, akavet sympati og foruroligelse for, om jeg med disse ord overskred grænser hos ham, og i den uendelig sårbarhed denne indrømmelse og blottelse af mit behov anbragte mig i.

Han slap mig blot. Ingen øretæver blev der delt ud. End ikke om jeg selv tiggede om dem. Blottet, krænket af min egen sårbarhed og langt uden for mine subgeners rækkevidde, sov vi ikke i hinandens arme denne nat.

Tiden sneglede sig af sted i går, og jeg var blot ganske overfladisk tilstede på min arbejdsplads. I tankerne befandt jeg mig allerede i det IC3-togs bløde sæder, der i løbet af eftermiddagen skulle bringe mig til min fremmede soulmate, min Ejer, og gøre de seneste 10 dages adskillelse og intense længsel til fortid.. Langt de fleste praktiske ting, der forinden min afrejse til Hans by, skulle bringes i orden, havde jeg i løbet af tirsdagen allerede fået af vejen. Mine dyr var blevet intenst forkælet, og tanken om at forlade dem de næste 4 dage stak dog alligevel lidt i mit indre. I lige så høj grad, som min fremmede Ejer, har levet en rigt, sansende, udadvendt og meget globalt indstillet tilværelse med bopæle i flere af verdens fremmede egne. I lige så høj grad har jeg ført et stilfærdigt, indadvendt, beskedent og ganske isoleret liv langt væk fra storbyen, og har stadigt så usigeligt mange indtryk fra fremmede verdener, der ikke ligner min egen til gode, og Hans øjne mødte mine med varm overraskelse, da jeg betroede Ham, at det reelt var første gang, jeg har været væk fra mine dyr i mere end 2 sammenhængende dage. Og jeg må hovedrystende erkende, at perioden der her reelt er tale om, har strukket sig over snart 3½ år. Erkendelsen er jo absurd.

Endelig befandt jeg mig i toget, og foran mig var blot 3 timers transport, inden jeg atter ville befinde mig i Hans varme favntag. Det lykkedes mig endda at fortrænge en lille time af rejsetiden med en tiltrængt stunds søvn. Jeg glædede mig og længtes efter Ham i en grad, der truede med at frembringe tårer i mine øjne, ved tanken om den forløsning vor forening ville bringe. Den forening, der blot lå ganske få timer ude i fremtiden.

Min krop var passet, plejet, glat, blød og delikat. Præcis som jeg vidste, Han ville nyde den, og min bagage rummede urimelige mængder af tøj, der til enhver tænkelig lejlighed ville fremhæve mine feminine former og kurver for Ham. -Og ligeledes et urimeligt stort sortiment af højhælet fodtøj, parfumer og neglelakker, den forholdsvis beskedne længde af mit besøg taget i betragtning.

Han var taget ind på Hovedbanen for at hente mig. Om end jeg sagtens selv kunne have taget s-toget ud til en station nærmere Hans bopæl. Og jeg havde stået klar med al min bagage i togets urolige rokken, som det trillede ind gennem byen, længe før det blot tilnærmelsesvist var i nærheden af destinationsperronen. Dette tog kunne kun komme for langsomt frem. Og Han stod der…… Mens jeg fandt ind i Hans favn, vekslede min tanker længe imellem, hvor vidt jeg i dette øjeblik nød min fuldstændige overgivelse ved at lade mit blik og mine øjne fængsles i en sammensmeltning med Hans. Eller forløsningen ved at slippe al den længsel, der de seneste dage havde ladet sig ophobe i mit indre, og finde fuldstændigt ”hjem” her i Hans arme….. Og som timerne er gået, siden jeg i aftes fulgtes med Ham gennem gaderne til Hans hjem, har jeg stadigt ikke kunnet finde en afklaring omkring det. Jeg føler en inderlig og befriende blottelse, ved at lade Ham se dybt i mine øjne. Lade Ham se hvad jeg er….Lade Ham vide til fulde hvorfor jeg er her. Besiddelse er et ord jeg nyder så inderligt meget i denne sammenhæng. Han havde brugt det aftenen for inden overfor mig. Og jeg fornemmer og mærker denne tilstand vokse i mig, for ethvert sekund jeg lader mine øjne søge og hvile i Hans. Tilstanden at være i Hans besiddelse. Jeg har altid vist at de fandtes….-den slags Mænd. Men aldrig før har jeg mødt et blik, fra en sådan Mand. Et besiddelsesblik….og jeg har ved flere lejligheder, de ca. 20 timer jeg har været hos ham, tage mig selv i at stirre fascineret på Ham. Stirre som var jeg netop faldet fra månen og ned på jordens overflade….. Jeg kan længe veksle imellem min intense fascination og min generte forlegenhed. Men aldrig mere vil Han være fremmed for mig.

Stemningen og de sanseindtryk jeg modtager i mit hjem, har været anderledes end de velkendte og almindelige i den forløbne uge. Små detaljer der vidner om, og nægter at lade mine tanker forlade weekendens begivenheder, invaderer igen og igen min bevidsthed. -Der har befundet sig en Mand i mit hjem. Han har tilbragt hele sin weekend  i mit selskab…… Her….i mit hjem…. I min verden….I min virkelighed. ….. I badet måtte jeg strække mig, række op til bruseren der befinder sig langt tættere på loftet end sædvanligt…En ganske ligegyldig og nærmest ubetydelig ting. Men …Hans smil var varmt, da jeg fortalte Ham om min bevidsthed og nydelse ved oplevelsen….. Mine øjne bemærker det ekstra håndklæde, der hænger på holderen over radiatoren i mit badeværelse....og jeg nyder, mindes, længes. Det lille spisebord i køkkenet, der almindeligvis snarere plejer at fungerer som aflægningsplads for taske, tørklæder, telefoner, post, end en spiseplads, er nu ryddet. Jeg har bevaret det sådan. Nydt synet af glasbeholdere med sukkeret, thermokanden, køkkenrullen der i weekendens forløb har befundet sig på bordet imellem os, som vi har siddet ved bordet i køkkenet og talt, delt tanker og drømme og smeltet guldkarameller i kaffen. 2 mennesker. Ikke mig alene. Men jeg og en fremmed Mand. Jeg bruger almindeligvis ikke meget af min tid i køkkenet. Men i denne uge, har jeg nydt de tændte stearinlys på hylden over spisebordet….Nydt og bevaret weekendens stemning. Bakken på chaselongen. Her stod der nu ikke blot et, men 2 ranke vinglas. Og jeg nød endnu engang bevidstheden om Hans tilstedeværelse og de oplevelser, vi i weekenden havde delt, så meget, at jeg lod dem stå. Blot en enkelt dag længere end nødvendigt, inden jeg vaskede dem op. Duften af Ham, af den gode mad, har jeg fornemmet i luften i dagevis efter hans afgang mod det københavnske.

Her er lidt anderledes, end der plejer at være. Fornemmer Ham stadig – lige her i mit hjem.

På Onsdag er det min tur til at drage over til Ham, til Hans verden og Hans virkelighed. Jeg har taget fri torsdag og fredag, og vi skal i den kommende weekend tilbringe 4 dejlige dage i hinandens selskab. Længsel…..

Hele denne weekend blev min fremmede, høje, muskuløse soulmate hos mig. Og vi levede i hinanden. Lod vore sanser søge næring i hinanden, og foruden mit uventede ”granatchok” Hans reelle og oprigtige tilstedeværelse skabte i mig fredag aften, der forårsagede så besynderlig adfærd fra min side, kunne resten af de delte dage og timer ikke have været mere perfekte.

Min følelse omkring fremmedheden var i løbet af nattens mørke og nærhed jaget bort. Helt og aldeles. Og jeg genkendte Ham. Genkendte Ham som det væsen, jeg havde delt så mange intime detaljer, tanker og længsler med. Tilstande jeg så længe har båret i mig omkring slaveri, TPE og ejerskab i ordets allermest konkrete og direkte betydning.

Vi tilbragte weekenden som elskende. Vi delte tiden med hinanden, intenst lyttende til hinandens beretninger….med strålende øjne og latter i stemmerne, når en gensidig humor udviklede sig imellem os….Med tavs, intens, gensidig sult og længsel, når bevidstheden omkring den reelle alvor konsekvensen at vort møde og vor genkendelse, ville kunne indvirke på vore tilværelser med, lod røre på sig.  Intet ville nogensinde blive, som det hidtil havde været, for nogen af os, om dette møde var indledningen til en fremtid, hvor ”enslavement” ville blive den kompromisløse realitet der måtte herske imellem os.

Vi fulgtes ad gennem de århusianske gågader ved hinandens sider, holdende i hånd. Han hjalp mig med at finde en passende erstatning for de sørgelige rester, der var tilbage af min mobiltelefon. Vi fulgtes ad på café, spiste chokolader, drak cafe latte og kaffe, og videre ud i byens herretøjsforretninger, søgende efter et par passende jeans til min fortrolige, fremmede soulmate.

Han standsede mig op….Midt blandt de travle mennesker, der som os ligeledes var på vej gennem butikscenteret. Pladsen var stor og åben. End inden jeg selv nåede at fuldende bevægelsen, i mit bliks søgen op mod Hans ansigt, havde Hans hænder grebet og lukket sig fast om min hals, nakke og baghoved. Ikke i et greb, der lukkede for mit åndedræt, men et greb der ikke levnede mulighed for bevægelsesfrihed. Og Han kyssede mig. Ikke hårdt, ikke brutalt. Men fast, indtrængende, varmt og beslutsomt. Der skal så uendelig lidt til af den rigtige slags, for at få mig til at synke dybt ind i en anden verden. Hans øjne gnistrede, da Han lod sin mund slippe min.

Der sker noget særligt med os når vore munde mødes. Aldrig før har jeg oplevet oral sammensmeltning som den, der findes imellem Han og jeg, når vore læber og tunger møder hinanden. Aldrig!

At følges med Ham igennem et supermarked, var en ganske særlig oplevelse. En helt almindelig hverdagsaktivitet som at handle ind, kan i Hans selskab i min bevidsthed tilsyneladende have ganske mange mentale og følelsesmæssige bivirkninger. Et ”god damn” hvidløg. At bevæge mig tilbage til grøntafdelingen, finde det og bringe det til Ham. Så simpel og hverdagsagtig en ting, kunne jeg i min bevidsthed lade fylde ganske meget. Mit behagegen var aktiveret. Dette var ikke en almindelig færden mellem hylderne i et supermarked. Dette var min færden imellem de mange hyldemeter dagligdagsvarer, hvor jeg distanceret og i smug kunne iagttage Hans rolige, selvbevidste bevægelser, læderjakken om Hans skuldre, Hans mørke hår….Hele tiden med bevidstheden om, at jeg behagede, og hentede og bragte Ham det, der måtte mangle i kurven, til aftenens madlavning.

Vi vendte hjem til min lejlighed på gården 7 timer efter vi var taget afsted. Eftermiddagen havde været så inderligt dejlig. Hvor meget kan en kvinde nyde en Mands selskab? Og aftenen fortsatte på samme måde. Krebsehaler, champignons, flødesovs, frisk pasta og hvidvin. Og sex. Det er så usigeligt længe siden, jeg for alvor er blevet brugt, intenst, grundigt, reduceret til et primitivt stykke kneppekød. Jeg modtog alt det Pik, jeg kunne rumme, taknemmelig, befriet og hæmningsløs. Ømheden i min krop og i min muskulatur var tilstede i adskillige dage efterfølgende. Ikke kun som konsekvens af det seksuelle brug….men ligeledes som en konsekvens af de usigeligt mange orgasmer, Han sørgede for, at jeg i Hans hænder kom til at vride, vende, smyge, klynke og tigge mig igennem. Hans opmærksomhed på den intense tænding, der opstår i mig når mit åndedræt begrænses indfandt sig hurtigt. Min hals er som støbt, til at passe i grebet fra Hans hænder. Enkelte gange dansede de hvide, lysende prikker for mit indre blik og svimmelheden lod mig søge ned mod underlaget. Jeg elsker denne tilstand, og min taknemmelighed, for hvert et sekund jeg måtte befinde mig i den er oprigtig og intens.

Denne nat sov jeg om muligt endnu tættere i Hans varme favn, end den foregående. Vores søndag bød på endnu en dags intenst samvær. Flere intime samtaler. Mere nærhed. Mere erotik. Ligeledes var vi en tur omkring stalden, og jeg lod Ham se min hest. Denne del af min tilværelse er ellers almindeligvist helt min egen, men det føltes så uendeligt naturligt at lade Ham se denne del af mig også. Den sødmefyldte duft af hvidvin, skaldyr, fløde og sex, strømmede vore næsebor i møde, da vi atter vendte tilbage til lejligheden.

Det var hen imod aften tid, da vi atter bevægede os mod banegården i Århus, hvor en togafgang ville transportere Ham hjem, tidsnok til det møde med en kunde, Hans mandag morgen ville byde på. Hvor perfekt kan en weekend mon blive?

Adskillige gange siden vort første møde i fredags, er min tanker vandret tilbage. Både alene og sammen med Ham. Tilbage, for endnu engang at forsøge at tilnærme sig et overblik over hvilke elementer i min bevidsthed, og manglende tilstedeværelse af samme, der indvirkede og forårsagede den besynderlige adfærd, jeg denne aften udviste. De foregående dages intensitet i de udvekslede ord og tanker imellem os, havde ikke levnet meget andet end hån og trods til overs for almindelig rationel og fornuftig tankegang. Mine dybeste, inderligste længsler havde ladet sig bemærke og rørte på sig…næret, vakt til live og i Hans selskab, mødt med en genklang af samme styrke som en vinterstorm.

Jeg var kørt hjemmefra i god tid. Både tids nok til at rumme myldretidens forsinkelser, tids nok til at finde en parkeringsplads, tids nok til eventuelt at besvime og tids nok til at nå at tabe og smadre min mobiltelefon mod vejbanens hårde, asfalterede overflade. Hvilket jeg inderligt forbandede, som jeg bevægede mig mod banegården i skæret fra gadebelysningen og den sidste myldretrafiks blændende lyskegler. Han havde taget turen helt fra København til det Århusianske. Og et øjeblik lykkedes det reelt min foruroligede ængstelse omkring min manglende telefoniske rækkevidde, at overskygge min intense og anspændte nervøsitet omkring det forestående møde.

Adskillige breve havde vi udvekslet inden dette møde. Adskillige timer havde jeg befundet mig i soveværelsets mørke, krybende sammen under min dyne, med Hans stemme flydende gennem telefonen til mine ører og bevidsthed. Mit savn og min genkendelse skreg, inderligt og tavst på den forløsning og bekræftelse, som kun et møde med Ham ville kunne bringe mig.

”Der vil komme en omstillingsproces, fra det forestillede forventningsbillede til den person den reelle virkelighed vil byde os”. Jeg havde udmærket forstået hans guidende, indsigtsfulde og værnende ord. - Mente jeg.

Perronen var et virvar af mennesker på vej til og fra deres pladser i det lange IC3 tog, der kun gjorde holdt i ganske få minutter inden det atter ville genoptage sin færd og sætte i bevægelse af sporene ud fra banegården. Jeg blev stående ved rulletrappen, intenst spejdende efter min fremmede soulmate. Han så mig, før jeg så Ham, og et par smilende, varme øjne mødte mine, da Han trådte frem mellem den udtyndende menneskemængde. Jeg genkendte Hans ansigt. Hvor var Han dog høj. Jeg kendte udmærket til de kolde, hårde fysiske data, og trods jeg vidste, at denne Mand ville være betydeligt højere end jeg, måtte jeg alligevel overraskes, da vi endelig stod ansigt til ansigt og gav hinanden et høfligt, varmt og lidt forlegent kram. ”Hvor er det inderligt dejligt at se dig”, og jeg begyndte straks at fortælle Ham om mine bekymringer, for om vi mon ville have fundet hinanden og om den ødelagte mobiltelefon. ”Hvordan har din tur herover været? Var den lang?....og Du må være sulten?”….trods min intense nervøsitet, lykkedes det mig nogenlunde at flygte fra min forlegenhed. De indledningsvise dialoger var et bekvemt skjulested, og jeg kunne gemme mig for konfrontationen med denne fremmede Mand. For Han var en fremmed Mand. Langt mere fremmed i sin fysiske fremtræden her ved min side, end jeg nogensinde havde haft realistisk sans til at forestille mig Ham. Jeg genkendte Hans muskuløse, slanke skikkelse. Jeg genkendte den tunge, rå biker-læderjakke fra et af de mange billeder, jeg forinden havde set af ham, der klædte Ham ustyrligt. Jeg genkendte Hans stemme. Åh hvor jeg genkendte den. Men….Hans bevægelser var fremmede, Hans fysiske nærvær, Hans kropssprog, Hans smil og Hans mimik… Og Hans størrelse og fysiske fremtræden var fremmed.

Vi fulgtes ad igennem det stadigt åbne butikscenter og de mørke gader til min bil. Fortsat flød den indledende dialog, og jeg formåede at køre os nogenlunde sikkert ud af byen, omkring en dagligvarebutik, hvor vi gjorde lidt indkøb til aftenens måltid, for til sidst at parkere hjemme på gården, hvor vi trådte ud af bilen i mørket.

Jeg har boet alene ganske længe efterhånden, og er nok det som mange mennesker ville betegne som en vaskeægte enspænder. Stilfærdig, reserveret og meget privat omkring min person. Kontrasten i mit indre omkring at invitere en fremmed Mand ind i mit hjem…i min verden…min private hule, mit gemmested….og helt personlige sfære konfliktede med den dybe instinktive naturlighed, jeg følte omkring denne Mands tilstedeværelse i mit hjem. Yderlighederne var enorme. Intimideret og velsignet på en og samme tid.

Desværre håndterer jeg ikke altid intimiderende tilstande lige vel. Mine barrierer og utilnærmeligheder vokser, og de kan blive tårnhøje, destruktive og virke meget afvisende på de mennesker, der måtte ønske sig at komme ind på livet af mig. Dette var lige præcis hvad der skete med mig denne aften. Denne aften af alle, som jeg havde set frem til med intens længsel og glæde, og jeg lod det gå ud over, denne enestående Mand, som jeg allermindst af alle ønskede at lade mærke med denne side af mit væsen.

Vi lavede mad. Det vil sige, Han bevarede køkkenoverblikket, mens jeg havde rigeligt i at bevare min for længst tabte ”naturlige adfærd” samt at fremtrylle aftenens ubetingede mest omhyggeligt skiveskårne tomater. Og jeg følte mig ung, lille og hjælpeløs i køkkenet, udmærket bevidst om mine alvorlige mangler, når det kommer til madlavning.

Det uundgåelige punkt blev nået. Naturligheden i fortsatte, neutrale indledende dialoger begyndte at ebbe ud. Alle tomater var skåret omhyggeligt i skiver. Vi havde blot maden og hinandens selskab og tilstedeværelse at fokusere på tilbage.

Adskillige gange måtte jeg tilstå Ham min ubekvemme forlegenhed. Han var SÅ fremmed. Følelsen af den tabte intense intimitet var næsten ubærlig for mig. Han var rolig, modig, oprigtig, tålmodig og tapper som en løve. ”Ræk mig din hånd.”….Jeg tøvede, og måtte have set inderligt skeptisk ud, da jeg endeligt og forsigtigt lagde min hånd i Hans. I efterspørgslen på min manglende genkendelse forklarede Han…. ”Jeg forsøger blot at connecte fysisk med dig.”…Nogle øjeblikke gik…. ”Ønsker du at slippe?”….. Jeg nikkede….og trak, oprigtigt lettet over at presset blev taget af mig og inderligt ulykkelig over distancen imellem os, hånden til mig igen.

En kammerat jeg havde brugte engang ordet ”sky” i sin beskrivelse af mit væsen. Og jeg erkender, at denne aften ville brugen af dette ord, bestemt ikke have været uberettiget. Jeg var kejtet. Mit kropssprog stift og præget af min, i dette nu, manglende evne til at relatere de mange breve og telefonsamtaler, til denne fremmede Mand, der nu befandt sig i mit hjem.

Vi rykkede ind i stuen. Hans kropssprog var inderligt roligt, afslappet og tilbagelænet, mens mit eget blev mere og mere præget af det modsatte. ”Du er så meget inde i dit hoved…. Fortæl mig hvad der sker med dig?”….. Hans tålmodighed rakte langt. Og jeg kæmpede….. Distanceret og fremmed…..ulykkelig over denne pludselige og uventede distance imellem os, trods det faktum, at vi reelt aldrig havde befundet os tættere på hinanden. Mit inderste, instinktive ønske var at søge tæt, tæt ind til Ham…..Blot at være der….. med min krop mod Hans, hvilende mod Hans muskuløse brystkasse. Men som Han så rigtigt, udmærket var klar over…. Jeg befandt mig i mit hoved. Ikke i mine instinkter. Aftenen skred frem….

Han rejste sig. ”Jeg har noget med til dig”. Jeg havde inden vort møde haft lejlighed til at læse det første kapitel af Hans seneste roman, og nydt det så inderligt. Et eksemplar af denne havde Han taget med til mig. Han bad om en kuglepen og signerede den til mig. Ordene han efterlod, kunne for den tilfældige læser rumme hvad som helst. Men jeg vidste udmærket godt hvad disse ord, i deres henvendelse rettet til mig, rummede.

Min taknemmelighed og ydmyghed over Hans gave gjorde det svært for mig at være i mig selv. Jeg genkendte Ham…..og holdt forsigtigt, varsomt og næsten kærtegnende bogen i mine hænder, som det inderligt værdsatte og dyrebare eje, denne gave var for mig.

”Det er ved at blive sent. Jeg sover blot herinde på sofaen”. Jeg var på vej ud af mit hoved. Ud af min skal. Jeg ønskede ikke, at Han skulle ligge alene på sofaen i min stue denne nat. Jeg standsede op oven for trappen, efter et par minutters tankefuld tandbørstning, endelig afklaret omkring at bryde min nærhedsbarriere. I dyb forlegenhed over den distancerende og afvisende adfærd den forgangne aften havde budt på fra min side spurgte jeg Ham…. ”Vil Du ikke nok sove hos mig, i min seng i nat?”  Hans smil var imødekommende og overbærende. Og Han lod mig krybe ind til sig, søgende varme og nærhed hos Ham i mørket. En nat hvor jeg intenst nød Hans tilstedeværelse –også den fysiske, fulgte…. I bund og grund, var det jo sådan jeg kendte, huskede og relaterede til Ham bedst….. Hans stemme flydende i mine ører, der under dynen i mit soveværelses trygge mørke, med fantasien om hvordan Hans reelle tilstedeværelse ville fornemmes fyldende i mine tanker.

”Jeg vågner, åbner mine øjne, og ser kaskader af lyst hår om dit hoved, mens du ligger her ved min side”. Han smiler til mig, og jeg kryber blot endnu tættere ind til Ham. Næsten ude af stand til at rumme min nyfundne gen-genkendelse…..Min lykke er intens. ”Du kyssede mig på ryggen”, fortsætter Han. Og jeg husker, at jeg i løbet af natten, kun halvt ved vågen bevidsthed, lod min arm finde rundt om Hans muskuløse overkrop, intenst smygende min krop tæt op ad Hans, mens mine læber kærtegnende og ømt strejfede bagsiden af Hans skulderblad.

Min virkelighed er ikke længere den samme. Forandringer er sket, og dybe instinkter i mig siger, at mange flere, end jeg har rækkevidde til at forestille mig, vil følge. Det ubegribelige der foregår i mig er så svært at forklare med ord. De forekommer mig utilstrækkelige. Hvor meget jeg end forsøger at ramme den helt rene tone, er klangen ikke den jeg ønsker at udtrykke. Hvilken rækkefølge jeg end placerer, modellerer og former dem i, slår min musikalitet blot ikke til i disse dage.

Jeg har mærket forandringerne i snart en uge nu. Forandringer af den slags, der får min krop til at ryste. Forandringer af den slags, der lader alle trådene fra min inderste kerne berøre min hud, lader mig mærke indvirkningen af dem på hver eneste fiber og celle i min krop, for derefter at kalde al tilstedeværende energi indad, i en følsom, bølgende bevægelse, som blev de båret af et hav. Tilbage til min kerne. Tilbage til Ham, med hvem jeg har delt mit indre.

Om to døgn er vi hinandens at møde.

Søvnen havde svært ved at indfinde sig i aftes. Som så mange gange før, stod jeg op og bevægede mig nøgen gennem mørket, ned ad trappen til badeværelset for at tisse og drikke lidt vand. På min vej tilbage mod soveværelset og min dynes bløde varme, standsede jeg opmærksomt og forundret op. Hvorfor var min krop så anspændt? Så koldt var her da ikke? ….Ikke desto mindre dirrede jeg og rystede, som var her minusgrader lige der i mørket midt på trappen. Jeg blev stående nogle øjeblikke, og lod erkendelsen og oplevelsen manifestere sig, inden jeg fandt tilbage til min seng.

Jeg har oplevet dette et par enkelte gange før… Ganske tidligt i mit forløb og min søgen… Situationer hvor min krop, opfører sig således. Fuldstændigt uden for min ellers høje kropsbevidstheds rækkevidde. I ren og skær reaktion på den intense mentale og følelsesmæssige aktivitet der opstår i mit indre, når mine små sub-gener får færden af noget særligt.

-Og de har fået færden af noget….. En fremmed Mand har kontaktet mig. Den instinktive og naturlige rigtighed tankerne, ordene og de indtryk, jeg har delt med Ham de seneste dage rummer, vækker og efterlader mig i, får mig til at skælve.

Han ligner en fremmed Kriger fra mine drømme.

Heler…..Så jeg kan blive opereret igen….. så jeg kan hele igen…. så jeg kan blive opereret igen… så jeg kan hele….

Jeg skal nok blive fin igen, men det har måneders udsigter. Dog er de kosmetiske omstændigheder ikke helt så forfærdelig som jeg frygtede dem. Og ligeledes er der de seneste år sket en ganske positiv udvikling inden for regenerering af ny knoglestruktur.

Jeg har ikke meget at skrive om.

Næste operation: 17. november kl. 08.00.

Ulykken, min krop oplevede for efterhånden adskillige år tilbage og dens forbandede følgevirkninger, vil tilsyneladende aldrig helt lade mig hvile i ubekymret og fri tilstand. Uden endnu at kende de konkrete, nuværende og fremtidige konsekvensers omfang, siger alle bange anelser mig, at der kommer til at ligge nogle tunge stunder foran mig de næste måneder. Ikke så meget i det fysiske plans omfang….-Der er jo blot tale om indgreb af småtingsafdelingens størrelsesorden. Jeg har prøvet det adskillige gange før. Alt kan lade sig gøre. Problemet skal nok løse sig, og der er ingen sundhedsmæssige risici forbundet hermed. Om et halvt års tid vil jeg være aldeles fin, funktionel og fuldstændigt brugbar igen. Alligevel påvirkes mit sind, min psyke, min mentale og følelsesmæssige tilgang, både til Ham og til sociale relationer i almindelighed, dybt, ufravigeligt og destruktivt.

Mine anelser er bange og fuldstændigt forladt for optimisme. Endnu engang vil mit ansigt og mit ydre blive skamferet. Jeg ved, det blot er for en periode. Men lige præcis i denne erkendelses nu er jeg utrøstelig. Den ulykkelige episode der for over 10 år tilbage gav mig adskillige brud på venstre side af kæben, knuste hele fronten på min underkæbe, rykkede nervebaner over, bankede 8 tænder klokkerent ud og efterlod resten af underkæbens tandrække stærkt ustabil og med adskillige småskader, mærker jeg atter efterveerne af. Endnu en tand har givet op. Jeg mærker den løsne sig. Den overlever ikke. Jeg ved den skal ud. Bare én tand. Bare ét implantat mere. Det er ikke så slemt….”Det er ingenting til sammenligning med hvad du allerede har været igennem af mund- og kæbekirurgi”, siger min rolige, indre stemme, der klynger sig til alt, hvad der blot tilnærmelsesvist kunne relateres til optimisme og fornuft. Om end der bliver lavet en fin, lille, midlertidig, kosmetisk løsning, er min skam og tabufølelse så uendelig stor. Alene tanken om at skulle lade Ham være tæt på mig, være intim med mig, lade Ham have adgang til min mund i denne tilstand, får mig til at kravle langt ind i det mørkeste hjørne, jeg overhovedet kan finde i mit hjem, med ansigtet bortvendt, skjult og tildækket. Én tand. …..Men det er langt fra sikkert, at løsningen bliver så simpel. Jeg er det utrøsteligt bevidst. Knoglen i min kæbe er som et skakbræt. Man valgte, dengang man påbegyndte implantatbehandlingen, ikke at flytte ny knogle fra min hofte op til min underkæbe. Hvis uheldet virkelig er efter mig denne gang, er der risiko for, at dette vil medføre, at nabotænderne skal benyttes til at danne en bro. Den ene er en fortand, der allerede er erstattet af et implantat, som igen bærer en bro, dækkende fronten af min undermund. Om der ikke er tilstrækkeligt med knogle i min kæbe, til at bygge et nyt enkeltstående implantat på…. Frygter jeg, at dette kommer til at betyde for mig, at hele den kosmetiske og funktionelle del af fronten i min mund, skal ødelægges og fjernes…. Også dette, kan løses midlertidigt på tilfredsstillende kosmetisk vis, mens helings- og behandlingsprocessen står på. Jeg ved det godt, men tanken er ubærlig for mig. Jeg er utrøsteligt ulykkelig lige nu….. Jeg vil aldrig kunne lade Ham komme tæt på mig sådan…. Se mig sådan…..Afvise mig sådan….Væmmes ved mig sådan….Eller nogen som helst andre for den sags skyld……

Mit traume! Mit tabu! Min skam!

Jeg ved, jeg har gennemgået det, der var langt værre. Mit ansigt og min mund har virkeligt været skadet. I dag har jeg foruden mine ar, meget få synlige men. Mit ydre er attraktivt i de fleste hankønsvæseners øjne…..Men, jeg ved af bitter erfaring, hvad det vil sige, når en Mand vender sig efter en, enten i væmmelse og afsky eller akavet medlidenhed. Jeg efterlades til stadighed i dag endnu engang imellem, blot med hån, småaggressiv irritation og en tom, hul følelse tilovers for de fremmede mænd, der højlydt måtte anerkende mig for mine ydre kvaliteter.

Trods Han har langt mere mental og sindsmæssig dybde, end langt de fleste mænd jeg hidtil har mødt i mit liv, er Han stadig blot en Mand. Hans præferencer for en tæveaspirant, er foruden hendes intelligens, mentale dybde, afklarethed og indlevelsesevne unægteligt at…. ”Hun er en attraktiv kvinde”……

Når jeg her i den sene eftermiddagsstund i sensommersolens sidste stråler, sidder og filosoferer over relationens barske vilkår, har jeg en meget klar bevidsthed omkring mine meget begrænsede privilegier. Der er så mange af mine ellers selvfølgelige adfærdsmønstre, jeg under Hans indvirkning er nødt til at revurdere. Blandt mange ting Han, måske mere eller mindre bevidst, fratager mig, er tilsyneladende min ellers så naturlige tendens til forventningsglæde. Jeg er god til at glæde mig, og nyder det inderligt, hvad enten der er tale om at glæde mig til den is, jeg har planlagt at spise på vejen mod stalden, morgendagens arrangement med en kær veninde, eller glæden ved tanken om snarligt, at skulle vise Ham hvor flot en fin, ny kjole lægger sig om mine former. Glæde og forventninger har en tendens til at gå hånd i hånd i langt de fleste sammenhænge i mit liv. Selvsagt at forventningerne er af positiv karakter. Desværre har meget få realiteter i mellem Han og jeg svaret til de forventningsbilleder, der måtte have tegnet sig i mit indre. Størst var afvigelserne dog ubetinget i starten af vor relation.

Jeg ved, at Han oprigtigt ikke ønsker at være objekt for det forventningsniveau, jeg i Hans stærkt indvirkende selskab, ellers nok så raffineret, i en håndevending kunne lade vokse skyhøjt. Og jeg forstår Ham. Særligt Hans ringe tilknytning til Dk taget i betragtning, men i særdeleshed også i forlængelse af Hans ”Bare en halvgammel særling, der bare er røv-for-meget,”  -personlighed.

Mine forventninger har været på alvorlig nedtrapning. På godt og på ondt. Inden Han forlod mig og atter rejste tilbage til sin arbejdsplads, fortalte Han mig endnu engang om sin ”hjem-længsel”. Han har talt om den før. Og jeg lyttede endnu engang….. Om end ingen kender tidsperspektivet. Der er mange praktiske elementer, der skal falde på plads for Ham. …Endnu engang fornemmede jeg blot styrken af Hans savn, uden at kunne se Ham i øjnene mens Han fortalte…. –Han er aktivt jobsøgende herhjemme i Dk nu!...... I sandhed burde forventningen i forlængelse af tankerne om Hans mulige, permanente hjemkomst til Danmark, bringe intens og inderlig glædesfølelse med sig……

Min reaktion er stort set udeblevet…………

Som instinktivt ventet….og dog rationelt og inderligt betvivlet, stemte Hans adfærdsmønster atter overens med det vanlige. Hans interesse var ikke mistet og Hans tilstedeværelse, i det omfang jeg var så privilegeret at kunne nyde godt af den, var varm, fokuseret og intens…og fortrængte i vort fælles nu til fulde min tvivlsomme og vemodige indstilling til Ham. Hvert eneste minut han tilbragte hos mig var inderligt og hengivent objekt for min taknemmelighed. Hans varme var denne gang mere intens og mærkbar for mig, end den hidtil har været, i den korte tid relationen imellem os har eksisteret på det fysiske plan. Denne gang løftede mit blik sig ikke så meget som en milimeter over det tilladte. Mine øjne forholdt sig lukkede, som Han ytrede ønske herom. Selv Hans pik der insisterende, voldsomt og kompromisløst trængte ned i min hals, (der ikke tilnærmelsesvist er blevet holdt ved lige, siden Han sidst var hos mig) blev modtaget med villighed og eftergivenhed. Han var god ved mig sidst. Han er altid god ved mig, men denne gang mærkede jeg ikke et eneste grand af vrede eller utilfredshed, foruden de enkelte lussinger der hjalp mig på vej, når mit halsarbejde ikke var helt tilstrækkeligt overbevisende. Blot behag, varm interesse, nærvær og en rolig, dyb, instinktiv nydelse som jeg fornemmer (mine fornemmelser må jeg tage til mig, uden mine øjnes brug) var meget tæt på min egen…. Særligt den tunge, kolde lænke, der det meste af aftenen lagde sig tungt, kærtegnende og tyngende, stramt om min hals og mod min hud, bidrog i høj grad til denne følelse.....for os begge.....Hvor var det dog perfekt.

Men……Hvorfor er den energibølge og intense glædesrus jeg almindeligvis løftes af, når Han har besøgt mig, så flygtig denne gang?

Hvad er det Hans vrede giver mig, når jeg pisser Ham af, og Han lader sit bælte smerte mod min hud?....Hvad er det der sker med mig, når Hans brug af mig er så hård, at jeg i enkelte øjeblikke kan svæve på bevidsthedens rand? Endnu er jeg så uerfaren at jeg ikke kender mine reaktioner på den adrenalin der frigives under disse aftener. Er det mon overhovedet her svaret gemmer sig? Jeg burde være lykkelig….svæve rundt i min helt private lyserøde boble. Han sagde så mange vidunderlige ting til mig sidst Han var her, udtrykte sin tilfredshed, interesse og ros i så rigelige mængder, der langt overskrider ethvert forventningsbillede jeg måtte have til Ham…. Hvorfor føler jeg mig dog så tom? Har jeg mistet troen på Hans ord? Skræmmes jeg af dem? ..…eller af Hans varme? Blev jeg ”snydt” for mit adrenalin-kick?

Lige så sikker som min tvivl har været, de mange gange jeg har mødt den og ladet den følge mig i stunder hvor tavshed, intethed og ligegyldighed har været det eneste jeg syntes at mærke fra Ham…..Lige så sikker en tiltro har efterhånden bygget sig op i mit indre, om at Han atter vender tilbage som det varme, opmærksomme, Dominerende og kompromisløse væsen, der ønsker mig, som den smukke lille gulv-tings-hore jeg er, for sine fødder…..

I går valgte Han atter at give lyd fra sig. Og hvor vemodige og tvivlende min sindstilstand end har været de seneste uger, tilbragte vi nogle dejlige, bekræftende timer i hinandens selskab. Hvor tvivlende og skeptisk mit indre end måtte forholde sig bag mine sænkede mørktmalede øjne, tager det Ham, når Han træder ind ad døren, blot ganske få minutters tilstedeværelse, formentligt ganske, enten uvidende eller ubekymret om, hvor stor min tvivl de seneste dage har måttet være, at få alting til at falde fuldstændigt på plads i mine små submissive tævegener. Jeg nød Hans tilstedeværelse noget så inderligt.

Min nye sorte kjole havde den helt perfekte længde for en billig tøjte. Akkurat kort nok fortil, til at mine netstrømpers blonder, hofteholderen og når det lette stof bevægede sig, også min nederste piercing tydeligt kunne ses. Jeg er blevet mere fortrolig med at dulle mig op som en lille hore for Ham, og min blufærdighed plager mig ikke i helt samme grad længere, når Han lader sine øjne hvile på mig.

Eftermiddagens mest centrale element i min bevidsthed var Lænken….. En stor, tung, skøn, kold lænke, som kun en beskidt, underkastet tæve ville ønske sig den, havde Han taget med sig, og Han lod den låse stramt om min hals…. Oh fryd!.... De resterende ca. 2 m tung lænke, måtte jeg i mangel på passende lænkepladser i min stue, bære med mig, når jeg gik i køkkenet for at fylde Hans glas. Siden hen lod Han den føre ned imellem mine bryster, ben og tilbage op ad ryggen, for atter at lade den fastlåse til min nakke….. Denne lænke var tung….Ikke en af den slags man gladelig jonglerer rundt med i timevis…..Denne lænke var af den slags, der skulle bæres, med hele holdningen og kroppen, for ikke at tynge en længere og længere ned mod gulvet som timerne gik. Og desværre måtte jeg modvilligt sande, at min venstre arm begyndte at sove undervejs. Det irriterer mig grænseløst, når situationer opstår, hvor jeg mærker min krop begrænse mig på den måde. En irriterende utilstrækkelighedsfølelse i forhold til ikke at kunne overkomme en udfordring, som jeg i høj grad lader mig provokere af.  Denne følelse vil jeg af natur, imod enhver fornuftig sundhedsrelateret tanke, stræbe imod at overvinde og slippe for, næsten hver gang. Men allermest smertede det mig fordi lænken er Hans….og jeg netop så brændende ønsker at bære denne lænke. Han måtte løsne den lidt om min hals, og atter låse det lange stykke fri fra min nakke, så jeg kunne enten lægge den på gulvet, i mit skød eller bære den i hænderne, hvis trækket blev for tungt i min nakke, hals og skuldermuskulatur. Hvor jeg dog elskede det…..

Som jeg stod på gulvet med lukkede øjne i min multikorte kjole, og lænkens længde fra min hals liggende på gulvet foran mig, kom Han atter op ad trappen. Han havde hentet noget fra sin taske nede i gangen. Mine hænder blev bundet bag min ryg. Trods mine lange sorte støvlers bidrag til min højde, måtte Han alligevel lade sin nakke bøje en anelse for at lade sin pande hvile mod min, som vi stod over for hinanden med lænken imellem os. Lyden af et metallisk smæld. Ro, stilhed, afventende med kun lyden af min egen lette, intense vejrtrækning og Hans rolige åndedræt mod mit ansigt. Det var en kniv Han havde i sin hånd……Og jeg mærkede dens kølige blad kærtegne min hals, mit bryst og mine bryster. Ikke et sekund kunne jeg nogensinde tro, Han ville gøre mig fortræd. Men min udmærket klare bevidsthed om øjeblikkets magtbalance, var næsten mere intens end jeg kunne bære….. Tårerne truede med at fylde mine lukkede øjne. Ikke af frygt…..men af overgivelse. Jeg stod så stille, som jeg kunne….og nød Ham. Mit underliv drev….

At tigge om at modtage pik….at tigge om at lade sig kneppe, analt som i min forreste indgang…..at lære at tænke trods min kamp med forlegenhed, ydmygelse og blufærdighed…….og gennemskue hvad der tricker Hans holdning til, hvornår et privilegium som pik er fortjent…..er noget jeg skal lære……Det er jeg vist endnu ikke så god til…..Og dog fornemmer jeg, at der er håb forude…tænker hun og smiler lidt……

Hvor er det en underlig erkendelse, at den indgang til min krop, der faktisk p.t er mest vant til brug, er min hals? ….At rumme Ham til bunds i mit underlivs forholdsvis beskedne indvendige anatomi, er lige nu tilsyneladende næsten lige så stor en fysisk udfordring af min krop, som at tage Ham i min hals…. Giver jo slet ingen mening….. Jeg har gået seriøst alt for længe uden at være blevet brugt. Længes efter Ham…..Trænger til at mærke Ham….Hvor snæver pladsen end måtte være til Ham….Og vil overveje nogle seriøst gode piktiggeargumenter, til næste gang jeg er så privilegeret at blive taget i brug.

Igen…eller som sædvanlig har jeg efterfølgende ingen sammenhængende fornemmelse af, hvilken rækkefølge eftermiddagens forskellige elementer indfandt sig i……Lænker, pik, halsknep, lænke, kniv, halsknep, lussinger, liderlig tæve udstillet på gulvet, leg med mig selv for Hans fødder, mere lænke, Hans sæd ud over mit ansigts ødelagte make-up……Jeg æder det råt….Elsker og trives med det hele…..og  næsten allermest bekræftende……Fred og ro på gulvet ved Hans fødder, mens Han slappede af i sofaen, med Hans sæd langsomt størknende i mit ansigt…..lænket og befriet…..talende med Ham. Tak.

Lænke-mengrads-status (*s*) dagen derpå er p.t…….Overfladisk, let ømhed på kraveben, brystben og nakkehvirvel. Let muskelømhed i nakke, mellem skulderbladende og i de skrå muskler fra skuldrene ind mod halsen. Jeg hader oprigtigt at indrømme det….Jeg vil med glæde bære enhver lænke du måtte byde mig. På heldagsbasis, vil glæden ved en lænke blot en anelse lettere blive endnu større…..

Mine tanker de seneste dage har været af blandet karakter, og har ikke ladet meget skinne igennem her på bloggen. Nogenlunde fast indstillet på, at bruge min tid på de elementer der reelt er en vedvarende og fast del af mit liv, har jeg tilbragt en del timer dels på hesteryg, dels i selskab med kære veninder og dels med at ytre mine meninger i fuldstændigt intetsigende, sædvanlige Bdsm-mudderkastnings-debatter. Om end jeg har nydt dagene med skriverier og fordybelse i mine tanker her på bloggen, har det på sin vis forekommet mig inderligt plat, at bruge så meget af min energi på skriverier om Ham. Om Han oprigtigt ønskede det, og var tilstrækkeligt interesseret, ville Han da for længst have prioriteret sin tid anderledes? Ingen andre end Han bestemmer hvilke elementer den fyldes ud af….Det barske faktum er blot…. Jeg var ikke et af disse elementer i denne omgang, og nu nærmer Hans afrejsedato sig atter engang.

På sin vis er det måske meget sundt for mig at skrive, lukke tankerne ud, åbne op (om ikke andet, så blot for bloggen), og sætte ord på. Og dog lyder en skeptisk stemme i mit indre…”Er det ikke blot endnu en måde at holde Ham i live på?”  Endnu en måde, at bevare Ham som objekt, for mit dybe, intense sub-gen? ….Jeg lod mine tanker blot forblive tanker og lod dem ligeledes forblive indenbords en stund…..

……Men, noget lykkeligt er hændt mig i mellemtiden……..

Der synes at hvile en fuldstændig stagneret tilstand af intethed omkring mig. Hans lille, almindeligvis grønne msn icon, forbliver gråt, off-line og tavst. Telefonen ligger ligeledes tavs, lydløs og ubevægelig hen på bordet til venstre for mig. Ingen sms’er. Det er nu ni dage siden jeg sidst var så privilegeret at mærke blot en lille tilkendegivelse af interesse. Tiden rinder fortsat. Jeg er det smerteligt bevidst. Ligeledes bevidst omkring hvilke elementer i mit liv der tilfører og fylder mig med ny energi, har jeg besluttet at tage endnu en hest i ridning, de sidste 14 dage af min ferie. At lade mine tanker og mit fokus flytte til de elementer, der rent faktisk er en del af mit reelle liv, er formentligt meget sundt for en stund. Ligeledes har min tævekrop kun godt af den yderligere motion og træning. Stalden har altid været mit frirum. Min personlige og private verden, hvor jeg målrettet og fokuseret kan fordybe mig i timevis. Svedig, smurt ind i støv, jord og sand fra marker og ridebanebunde, mudrede staldstøvler og med vejrets utvetydige præg eftertrykkeligt efterladt i mine lange, krøllede blonde lokker. Jeg elsker det. I disse stunder, kan jeg være Helt mig selv…… Men ak….Min verden, mit sind og mine tanker lader sig så let fordærve. Fanden tage Ham…..

I morgentimerne er jeg ganske sikker på at der er fred og ro, og at jeg er alene i stalden. Mit til tider lidt asociale væsen gør, at jeg finder mig ganske fortrinligt til rette, uden alt for megen forstyrrende indblanding og afbrydelse. Om end sæsonen nærmer sig sin afslutning, går alle heste stadig på græs. Stalden er tom, ryddet og klar til årets højtryksrens og kalkning. Lyden af mine støvlers lette hæle mod betongulvet giver genklang i det store tomme rum, som jeg bevæger mig ned ad staldgangen. Alle bokse er lukkede og de mørke bokselementer med galvaniserede tremmer og gitre afgrænser passagen på begge sider med deres kolde, hårde fremtoning. Almindeligvis har jeg mine korte, sorte, tætsiddende læderridehandsker på hænderne, når jeg færdes her. Men ikke i dag og jeg lader mine nøgne fingre strejfe tremmerne en for en, som jeg langsomt bevæger mig forbi dem. Adskillige tanker har vi udvekslet omkring netop….stalden….. Det rå, det beskidte, det hårde….betongulvet…tremmerne og den rå ”ondskab” netop disse omgivelser kunne danne kulissen til…. Jeg ved hvor meget det tænder Ham….og jeg elsker det ….elsker Hans lyst…..hvor ond, rå og beskidt den end måtte være….om end det betød, at jeg kom til at tilbringe natten sovende lænket i halmen på det kolde, rå betongulv. Boksdørens solide lukkemekanisme giver en høj, hård genklang i det store, tomme rum, efterfulgt af den rungende lyd af metalhjulenes bevægelse i skinnen over mit hoved, da jeg ruller den tunge dør til side. Jeg træder indenfor. Langsomt, smygende, roterende, som ønskede jeg at hver eneste cm2 af min krop, måtte have kontakt med staldens afgrænsende, gitterbeklædte inventar. Metallet er koldt og hårdt i mine nøgne hænder, som jeg lader dem lukke om 2 tremmer. Stadig med kroppen smygende, søgende efter yderligere en overset cm2, der endnu måtte være blevet snydt for berøringsfladens rækkevidde, mod det underste af boksfrontens bagside. Mit ansigt søger ligeledes ind mod kulden og hårdheden fra tremmerne…..Mod kindben…pande…læber….og jeg mærker mine instinktive, oralfikserede tendensers næsten desperate, tryglende, tiggen, om (hvis der dog blot ikke havde været helt så voldsomt beskidt) at lade tungen føre ud af min varme mund, for ligeledes at søge kontakt med det kølige metal. I mit eget lille intense nu, lader jeg forestillingerne om hvordan mon lyden af min tungepiercings berøringer med de galvaniserede metalrør, ville lyde….i dette store, tomme, kolde, halvmørke rum. Jeg lader mig selv dvæle ved mine tanker, for til sidst at blive afbrudt af min tilbagevendende indre rationelle stemme….. ”Fjollede, lille pige…..Han er her ikke….Det var en sadel, du skulle ind at hente….”

Endnu engang fik jeg bekræftet min egen tåbelige evne til at administrere de informationer, jeg udmærket ved, jeg bør holde mig fra, og ønsker oprigtigt aldrig nogen sinde at lade Ham læse dagens tidligere blogindlæg. Dette er bare forbandet pinligt. Godt jeg ikke behøver, at se Ham i øjnene just nu.

Men i det mindste mærker den lille tæve nu endnu engang det tunge vemod lette fra sit sind. Teksten er Hans egen. Men resten af tilføjelserne må være et produkt af Scor’s famøse opdateringsprojekt……. Hurraaa for Scor! Da jeg senere på dagen atter loggede på, bemærkede jeg, at mine egne profildata heller ikke stemte helt overens med det, de sædvanligvis har vist. Tæven har boet mange steder, men ikke i Sønderjylland, som det ellers så nydeligt fremhæves under region på hendes profil. Tilsyneladende må den samlede profilpakke for ikke-medlemmer være blevet udvidet med tilgængeligt fotoalbum o.s.v…..for Hans profil figurerede ved nærmere eftersyn stadig som ”ikke medlem”. Sikke en masse pis, hun i sandhed kan få ud af frygtelig lidt. ”Tænker du altid så meget?” spurgte Han mig engang i starten af vort bekendtskab…… Det ubetingede svar er og må være: ”Ja” Damn it! …på godt og ondt…. Fuck hvor er jeg flov, denne gang. Skammer mig inderligt over min uberettigede mistænkeliggørelse…. Og yderligere over mit forfærdelige sprogbrug i de ovenstående linier. Blot understreger de grimme ord min skam….

Gårsdagens lidt tomme følelse af ro er sædvanligvis den, der i de lange ”ligegyldigheds-perioder” fylder mig. Jeg er vant til, at dette er vilkårene, og oftest er min energi og rummelighed tilstrækkelig til at kunne efterleve dem, og til at trives ganske fortrinligt i min egocentrerede, hestepige-, singletilværelse ved siden af.  Jeg kender mig selv og mine adfærdsmønstre ganske godt. Der er visse handlinger jeg ikke bør foretage….visse tanker jeg bør skubbe fra mig….visse informationer jeg ikke bør søge, for at få mig selv til at fungere bedst muligt, med så dybfølt en underdanighed i så løs en relation som denne. Én af de ting, jeg ikke bør vide noget om, er Hans evt. øvrige tæve-relationer. Hans aktivitet på nettet eller evt. opsøgende adfærd i denne sammenhæng. Viden om disse ting, hvor sandsynlige deres berettigelse end måtte være, vil blot smerte mig. Jeg kan ikke bruge den til en skid, hvis det er dette gulv, jeg oprigtigt ønsker at tage plads på. Derfor holder jeg mig almindeligvis meget langt væk fra Hans profil. (Den ene jeg kender noget til, lyder den grimme stemme i min bevidsthed, som jeg fra tid til anden er nødt til at tage i nakken og kvæle).

Min vemodighed vendte retur i et voldsomt tilbagefald her til formiddag. Denne gang med en ny nuance. Hans profil samt medlemskab var blevet opdateret…….Nye detaljer i profildataene, der bestemt ikke stemte overens, med de ting jeg troede jeg vidste om Ham…..Øjenfarve,…..Alder….. ….Landsdel….. – Han er sgu så fuld af lort nogle gange! ……Billederne af Hans smukke, muskuløse krop var lagt på profilen igen, og Hans tekst var blevet opdateret med endnu et par linjer. Smukke linjer af den helt rigtige slags, som de kun kan skrives af et væsen som Han……. Tæverne kommer til at sukke efter Ham. Jeg ved, at Han ved, hvad Han taler om, og at Han er af en støbning, der gør det muligt for Ham, at vælge og vrage mellem samtlige hunkønsvæsner med bare tilnærmelsesvise sub-gener i hele cyberspace. Mit lille tævebevidsthed vred sig og vemodet strømmede lige direkte tilbage i mit sind. Han søger. End ikke tekstens sidste 3 ord kunne lette bare en anelse på min tunge følelse af at blive efterladt. ”Profilen søger intet.” En Mand betaler sgu da ikke X antal hundrede kroner for et medlemskab på en sex-dating-side, skriver ny tekst og lægger billeder på, for ikke at søge…? ….og ny landsdel….mente Han alligevel ikke det Han sagde, sidst Han var her omkring sine tanker og planer for fremtiden?

Jeg går i en stor bue uden om spejlet. Min sorgfølelse over Hans profil-fornyelses-aktivitet har ingen berettigelse. Alene naturen i de vilkår, jeg har valgt at tilbyde Ham mig selv på, forbyder det. –Der er tale om slaveri!....-Intet kæresteri!....-Intet følelses-pjat! Endvidere har jeg selv de seneste uger, hvor jeg har ladet tvivlen på Hans interesse fylde mit sind, oprettet ikke blot 1 men 2 nye profiler, i forsøg på at indstille min tankegang på at komme videre. Han vil aldrig lade mig fylde med følelsen af oprigtigt og til fulde at være Hans.

Roen havde svært ved at indfinde sig i aftes, da jeg gik i seng. Gårsdagen bragte mange tanker igennem min bevidsthed. Om end ingen af dem er nye for mig, var effekten af dem dog anderledes denne gang. Jeg havde skrevet dem ned….I selv samme kolde, vemodige, tvivlende vendinger som fyldte mit sind. Mine egne ord er hårde og barske at genlæse. At se dem nedfældet fra min egen hånd, gør blot effekten af dem dobbeltfoldig i mit verdensbillede. Og trods min person langt fra er af den type, der finder behag i at dvæle og stagnere ved pessimismens, elendighedens og ynkværdighedens ”sødme”, så er øvelsen fra tid til anden i særlige stunder alligevel ganske sund.

Jeg endte min dag med urolige tanker. Et kommende opgør?….En forestående afslutning? ….Der ville formentligt ikke gå mange dage, før Han måtte kontakte mig, og tilkendegive sin hensigt om at ville gøre brug af mig på gulvet i en forholdsvis nærm fremtid. Den smerte, tanken om at vende Ham ryggen og komme videre, skaber i mig er forfærdelig. Intet mindre. Tanken om aldrig mere at skulle lægge min krop i Hans hænder og lade Hans dæmpede, intense stemme flyde i mine ører, fylder mig med en dyb, fortvivlet følelse af tab og sorg.

Samtidig ulmede min vrede, ærgrelse og mit temperament…..Hans ligegyldighed har været næsten total de seneste uger…flygtige msn chats og enkelte sms’er….udveksling af ord uden reel og oprigtig handling bag…..  Ikke fordi Hans seneste brug af mig, i særlig grad var rå og krævende af min underkastelse og fysiske formåen ….for derefter, at mærke Hans intethed. ….tvært i mod . Jeg ville tigge om mere, hvis jeg oprigtigt troede på Hans modtagelighed. Min vrede, skuffelse og ærgrelse lå i bevidstheden om at tiden rinder. Snart ville Han rejse, for at være langt uden for dk’s grænser i måneder…..Og jeg var slet ikke blevet brugt nok, som den lille, smukke, gulv-tings-hore jeg er……..Tankerne hvirvlede rundt… Hvordan skulle jeg dog forholde mig til Ham, når Han dukkede op igen……..Var dette det rette…..Var det nok?

Jeg har befundet mig ved denne skillevej adskillige gange gennem vort bekendtskab. Sidst reagerede jeg voldsomt, dramatisk og følelsesbetonet, promte i situationen, da Han endnu engang overskred min grænse for ”skødesløs behandling”….Vi har hver vore verdensbilleder….I virkeligheden aflyste Han blot en aftale, fordi Han var for træt til at køre den lange vej op til mig den pågældende aften. Desværre har vores historik et tungt indhold, af ord uden reel handling bag…..og min dag havde måttet igennem en kraftig og tung omarrangeren for at kunne stå til Hans rådighed…….min virkelighedsfølelse var en ganske anden.

Dengang tilbage i december bad jeg Ham om at slette, hvad vi havde udvekslet af ord og billeder og lade mig være i fred. Han fulgte op på mig en uge senere ganske kort…. ”Ønsker du fortsat at blive slettet?”….og jeg bekræftede….. knap 3 tomme måneder gik.

Trods tomrum, smerte og inderlig længsel, så jeg ingen grund til at Han og jeg brugte mere energi og tid på hinanden. Vore behov var tilsyneladende for forskellige.

Men, det gik hverken værre eller bedre end, at jeg en nat drømte om Ham. En ganske skrækkelig drøm. Han kom gående i mod mig…. og jeg vendte mig væk fra Ham, uden de fjerneste intentioner om på nogen måder at tale med Ham. Han kom nærmere, og til min forfærdelse stak der en pil ud af brystet på Ham….Han var såret og blodet strømmede fra Ham….

Jeg var lysvågen, og tumlede lige direkte ind til min pc…..resten af dagen med den forfærdelige følelse drømmen havde efterladt i mig, af at have afvist Ham i denne tilstand.

Han modtog mig med den samme varme, lettere arrogante opmærksomhed som jeg værdsætter og efterhånden er så velkendt for mig at finde tilrette i…. det føltes rigtigt, og endnu engang genoptog vi kontakten.

Jeg var i aftes i vildrede, tomrum, sorg….Tanken om endnu engang at skulle bryde op er inderligt smertefuld……Der lå adskillige stikord og overskrifter på min pc i dag til endnu flere vrede, vemodige og tungsindige blogindlæg, som jeg i dag kunne skrive, der yderligere kunne bekræfte mig, i mit verdensbillede…….. Jeg har bestemt ingen færdig afklaring på min situation…. Men min sindsstemning er i dag en ganske anden….. Jeg er rolig. …..Og ser ingen grund til at sidde og hente yderligere triste sindsstemninger frem, blot for at sikre mig min bevidsthed om dem……

Jeg husker stadig mine forvirrede, gamle statiklære fra skoletiden. Fra tid til anden kan jeg stadig hive en gammel læresætning frem, og gøre den til objekt for min lommefilosoferen.

”Et legemes balance må nødvendigvis forudsættes af, at summen af alle indvirkende og modsatrettede kræfter = 0" …. Påvirkes et legeme med en kraft på X [N], må der nødvendigvis indvirkes modsatrettet med en præcist tilsvarende kraft på –X [N], hvis legemet fortsat skal være i stilstand og balance. Altså…. presses der hårdere fra den ene side, end det modsatrettede pres fra den anden side kan modsvare, skrider konstruktionen, flytter sig i uønsket retning, roterer om sig selv eller styrter sammen….. Det er ganske simpelt…..

Dominans og underkastelse…Mine vemodige tanker lyder: Der er ligeledes nødt til at være balance imellem alvorsgraden de respektive parter, involverer sig med….. Den underkastede part, er fuldstændig afklaret…. Hun er parat til at underkaste sig med hele sin eksistens i en alvorsgrad, der meget vel kunne relateres til 24/7/365…hvis dette reelt havde været en mulighed..... Hvis den Dominerende parts reelle interesse og lyst kun rækker til 2/0/4….. Hvor vil deres relation da skride hen?

Om jeg blottede mig selv for Ham, om jeg gav Ham dette indblik i mine sindsstemninger og tankestrømme…. Hvad ville det bringe af konsekvenser? Muligvis slet ingen. Han kunne være så inderligt ligeglad. Tanken er kold, hård og næsten ubærlig. Men den er ikke længere ny for mig.

Han kunne bruge dem tænksomt og velovervejet, lade dem være et led i en målrettet udvikling. Han kunne med dette kendskab lette processen betydeligt for mig, hvis Han gad. Ligesom Han ligeledes ville kunne bruge hver eneste en af dem, imod mig, hvis det passede Ham.

Hvorom alting er, så ville min blottelse skænke Ham et valg. Et valg og en sårbarhed, jeg almindeligvis ikke lader Ham se. Hvor vidt Han ikke blot ville se mine sårbarheder, tankestrømme, stemninger og emotioner som blot værende endnu en omgang ”Danielle Steel relaterede” overflødigheder, er stadigt tvivlsomt i min bevidsthed, og vil formentligt blive ved med at være det.

Endnu har jeg ikke taget nogen endegyldig beslutning om, hvor vidt denne blog kommer til at spille en rolle i synliggørelsen af mine tankestrømme og sindsstemninger for Ham. Tanken om at tilgængeliggøre også denne del af mig selv er meget nærliggende i min bevidsthed, og fylder mig med en bekræftende varme og ro i forhold til min status som ”gulv-ting” i Hans verden. …..” Fra inderste instinkt i mit slavesind til yderste fiber i mine negle”, har jeg tilbudt Ham min væren til rådighed. Med behagevillighed, når, på hvilken måde, og til hvilket som helst formål det måtte passe Ham……Og dog forbliver langt de fleste af mine tanker mine egne, trods det faktum at enhver retmæssig adgang til dem burde ligge i Hans hænder, når som helst Han ønskede det, som en selvfølgelighed.

Og igen rammer tvivlen mig. Koldt, hårdt og altødelæggende, hver gang jeg forsøger at sætte ord på. Jeg tror reelt ikke, at der findes et menneske, der så mange og gentagne gange har spurgt til mine tanker, som Han. Og dog er den tilstand, der oftest hersker imellem os, de lange perioder hvor Hans ligegyldighed omkring mig føles som værende total. Jeg har ingen oprigtig tro på, at mine tanker reelt har Hans interesse. Ganske mange af dem, vil bestemt ikke bidrage til Hans behag. Andre igen vurderer jeg som irrelevante eller overflødige for naturen i vor relation, om end Han formentligt ikke altid vil finde enighed i, at det er min sag at vurdere. Berøringsangst……Der er så meget jeg ikke kan fortælle Ham. Alene blot tanken om, at give Ham dette indblik, at lade Ham læse med her, mærker jeg allerede i dette øjeblik, som værende begrænsende for min almindeligvise ”tankefrihed”, og for hvad og hvor meget jeg oprigtigt har lyst til at synliggøre om mig selv her. Jeg kender vilkårene….. Dette er ikke en ”fucking Danielle Steel roman”.

Disse tanker er hendes – Ingen andres. Måske de for længst burde have været nedfældet, blottede og synliggjorte på displayets hvide flade. Det ville formentligt have været gavnligt i så mange henseender, hvor reserveret min natur omkring dem end måtte være. Ikke mindst ville deres tilgængelighed have behaget Ham. Ikke for deres simple, kaotiske indholds skyld, men ene og alene min tilgængeliggørelse af dem, hvad enten de havde Hans interesse eller ej, ville have sendt et signal om min behagevillighed.  Jeg holder dem nært og tæt til mig. Oftest er denne adfærd blot et simpelt produkt af min ”evigt utilnærmelige” person. Det er blot min natur. Ved andre stunder under Hans indflydelse og tilstedeværelse, trods min ekstreme modtagelighed for Ham, mister jeg fuldstændigt min evne til at kommunikere. Ordene forsvinder langt uden for min rækkevidde, og jeg må med vibrerende vejrtrækning og sænket blik fortælle Ham, at jeg i dette nu ikke er i stand til at tænke klart. Denne effekt har Hans påvirkninger nu haft på mig, fra den aller første dag i marts for snart 1½ år siden, da vi indledte kontakt, og jeg har frustreret måttet affinde mig med denne indre ”lammede tilstand”. Med tiden kunne man måske fristes til at tro, at det ville være blevet lettere for mig, at slappe af og blotte mine tanker for Ham. Men efterhånden tvivler jeg mere og mere, på at følelsen af lethed i denne sammenhæng, nogen sinde vil indfinde sig. ”…Som klart glas i sollys” var ordene Han dengang brugte om mig. Det er længe siden, jeg sidst har været det.